74
af en kannibalsk Vellyst masede han, æltede han i Farve paa Lærredet, ligesom Fodgængerne havde æltet der nede i Tøsneen. Han søgte at fange Spil, Glans, Livets hemmelighedsfulde Styrkesitren i disse Muskeflader, disse Gruber, hvori Skyggefarven gaadefuldt skjulte sig, som vilde den aldrig røbe, hvorvidt den var kold eller varm.
Han forsøgte sig ogsaa med den kvindelige Model, noget som Akademiet faderligt havde stængt ude fra sine klosteragtige Rum. Eleverne maatte selv derom, naar de kom »videre«. Akademiet toede sine Hænder i Uskyld.
Det vilde ikke ret gaa for ham med den kvindelige Model. Nogle jog han bort, da de havde siddet et Par Timer for ham. De røbede Lyst til alt andet, end til at sidde. En stakkels ung Pige fik han saa ondt af, da hun fortalte ham sine Livsskæbner, at han gav hende Penge og fik hende anbragt i et Brødudsalg — hvorfra hun snart efter løb bort, ladende Brødet ligge paa Disken, men medtagende Skuffen under Disken. Han forærede Urtekræmmeren — som lo ham ud — den halvfærdige Figur, og fik tre Pund god The til Bytte.
Saa laante han sig frem hos en Billedhugger. Men han fandt ingen Farver i dette Legem, der syntes at være opfødt paa tynd Kaffe og Hvedebrød. Ogsaa denne kvindelige Model fik han kun halvt færdig. Den tjenende Klasse Kvinder i en stor By bliver hurtig blodfattig, og Blodets
