76
det glimrende Spil af Muskler, den af Sol og Vind kærtegnede Hud, hvorunder Blodets endnu ubrugte Strøm rullede som selve Livets Urkilde.
Han studerede Oldtiden, Guder og Mennesker, baade paa deres Højde og i deres Forfald. Han befolkede klassiske Landskaber med disse, en rig og barnlig Fantasis plastiske Tilsyneladelser af den store Naturguddom, der syntes at kunne lade sig dele i det Uendelige.
Og det var ham, som om han selv begyndte at fatte Livet i sig.
Han saa’ Grækenland flyttet over til Rom, tjenende Cæsarerne som Prunk, somydre Stillads — men endnu som vældig Prunk, kolossale Stilladser. Og han saa’ Rom flyttet til Byzants, Pedanteriët, den antike Rokkoko fuldbyrdes. Og han begrov sig i en Blodpøl, mellem Ruinerne, i Middelalderens Bælgmørke — hvor der langt borte flimrede et Alterlys mod Katakombernes Baggrund. Han hørte de sælsomme mystiske Sange, hørte Messen løfte sig, følte Kirken løfte sig fra Krypten op igennem Flisegulvet, skydende Søjler i Vejret, højt, højt op, hvor Buerne syntes at favne ud i Rummet, for at fange Røgelsens Vellugt, Sangenes Vellyd.
Og saa stod Stenkirkerne dér, baade de rundbuede, og spidsbuede, saa ulig Oldtidens Templer, og dog Templer for en vældig Verdensgud, fulde af enfoldige Hjærters milde Gaver og plyndrende Rovmorderes sonende Skænk. Og de krucifixede sig derinde, knælede, græd,
