79
til Gavns ikke smage ham. Urtekræmmeren spurgte ham en Dag, hvad der egenlig var i Vejen med ham? om han ikke havde en Kærest? om han ikke tænkte paa at gifte sig? eller søge Stipendiet til Udenlandsrejse, komme hjem, blive Professor … osv.
Christensen smilede: Der er noget, jeg først maa søge at klare mig! — Naa! hvad er det? — Jeg maa først skaffe mig Klarhed over, hvad den danske Kunst egenlig er! …
Urtekræmmeren spilede Øjnene op, men da han mente, at der absolut maatte stikke en Vittighed i Svaret, saa lo han, rystede sin saa meget yngre Værts Haand og forsikrede ham, at han var overbevist om, at Hr Christensen var en overmaade »kunstig« Fyr, men ikke desto mindre nok alligevel vilde ende som Professor!
Christensen murede sig stadig inde og tænkte over den danske Kunst.
Han fandt, at den var begyndt under Thorvaldsens Avspicier i Rom — efter at og samtidig med at den var begyndt med national Bevidsthed der hjemme under den store Tegnelærers Opsigt, denne Mand, hvis blivende Betydning for Udviklingen man dog nu maaske endelig kan slaa fast med Tretommersøm paa Væggen — uden at risikere altfor mange Hatte hængte paa Knagen »Tegnelærer!« Al god Kunst begynder med
