80
Tegning — ligesom Parthenonsfrisen begynder med Ægineteren!
Idealisten Abildgaard var bleven afløst af Realisten Eckersberg! Ja, naar man saa endda slog noget fast med disse velsignede Slagord — tænkte Ivar Christensen. Men: mon ikke for det første Sjælen i Maleren og Kompositøren Abildgaard var fuldt saa meget værd som Sjælen i hans Eftermand? — og dernæst: var da denne Eckersberg virkelig Realist? Nej, det var han nok ikke.
Der hører en vis hensynsløs Aabenhjærtighed, en djærv Selvsikkerhed, noget overlegent Brutalt i den menneskelige Natur, for at aflure Naturen dens Hemmeligheder, gøre dem til sine egne, stille dem frem som Værdier i og for sig. Men Eckersberg var en lille klar, kølig Natur, der i Frankrig havde tilegnet sig en klar, kølig Teknik, og nu anvendte denne paa de hjemlige Omraader — i Grunden bestandig en Elev, aldrig en Mester. Selvfølgelig maatte Bruddet komme, det ny Aarhundredes friske Opgør med Akademikerne, med det Konventionelle, med »Stilen«. Og det er Eckersbergs uvisnelige Fortjeneste at have været Førstemand paa Allarmpladsen. Men »befriet« blev han aldrig selv. Man kan gaa saa langt som til Foldekastet i en Kones Skørt, der gribes af et Vindstød paa Gaden — og man vil finde, at de »akademiske« Folder var der. Det er det attende Aarhundredes Stil, der blot er
