81
raadt flad, blevet triviel, blevet til Frederik den Sjettes Stil!
Man skulde forsværge, at der ved denne Førers Side har, staaet paa Digtningens Omraade et Geni, som St. Hansaftenspil og Aladdins Forfatter. De har intet til fælles, saa lidt som et Talent og et Geni har noget til fælles. Oehlenschlæger gik ud i Dyrehaven, saa’ med sine egne Øjne, hvad der var at se, løftede Mennesker, Dyr, Landskab og det ubestemmelige Bindeled, som kaldes »Stemning«, op i Poesiens Regioner — og var dog saa nærværende med sin sanselig friske, ungdomstrodsige Person i Værket. Og han, som aldrig havde set en Perser, vel næppe en Gang en Muselmand for sine Øjne, han malede Figurerne i »Aladdin« med en saadan Anskuelighedens Glød, at ingen Kolorist under Renæssancen skulde have gjort det stort bedre.
Skade, at ikke den hjemlige Malerskole havde haft en saadan Fører — tænkte Ivar Christensen ved sig selv.
Altsaa herhjemme tegnede man. Det var jo godt, at man lærte det. Men Blyanten var temmelig haard; den var saa haard, at dens Tryk kendtes alle de følgende Decennier igennem; og da Eleverne begyndte at male, saa stod Blyantstregen dér og skinnede igennem de tynde, ængstlige Farvelag, igennem Lasuren, der altid er og bliver en mislig Ting, fordi den forudsætter en Mangel paa Beslutningsdygtighed, paa Inspiration, der er al Genfødelseskunsts Særkende.
6
