97
S. P. Christensen.
han er en ret begavet Mand, der tager sin Opgave alvorlig. Synderlig flittig er han vist ikke, men følger med til Husbehov og sidder støt paa sin Plads i Salen. Det ligger ikke for hans sindige Natur at vimse omkring og agere virksom og vigtig. Fra det Øjeblik, han har indtaget sin Plads, sidder han rolig, saalænge Mødet varer, og han synes med Opmærksomhed at følge Talerne, uden dog at lade sig henrive til Afbrydelser eller Stemningsudbrud.
Lad være, at der er noget tungt ved den Mand, der er tillige noget solidt. Han indgyder Tillid, og det er ikke til at undres over, at hans Vælgere, der jo dele hans politiske Anskuelser, holde fast ved ham.
Han gjør i det Hele et godt og tiltalende Indtryk. Den kraftige, sluttede Skikkelse, det aabne frejdige, men dog karakterfulde Ansigt taler om Mandighed og Djærvhed, og disse Egenskaber besidder han ogsaa.
Han var en kjæk Soldat, der har en smuk Krigshistorie, og han vil altid, hvor det gjælder, staa som en Mand. Han er en Vendelbotype: Mod og Manddom, parret med Stivhed og Egensindighed og en med en ubunden Frihedstrang følgende Opsætsighedslyst. Men brav og hæderlig er Manden, agtet og afholdt saavel i sin Hjemstavn som herovre paa Rigsdagen. Der er Ingen, som tvivler paa, at det er hans inderlige Overbevisning om det gode og det rette, han kæmper for, og hverken Smiger eller Ærgjærrighed kan drive ham ud af den Position, han anser for den rigtige. Det ligger i hans stædige trodsende Natur og i Mangel paa Evne til at se sine egne Grundes Mangler og Modgrundenes Styrke.
Der er ikke en eneste Mærkepæl paa hans politiske Bane, og han vil i det Hele aldrig blive noget betydelig Politiker, men han vil altid være en Mand med en Mening — i Reglen en gal Mening.
Kunde man tænke sig, at Partilidenskaben nogensinde kunde drive det til Oprør herhjemme, saa vilde ganske vist S. P. Christensen findes paa Barrikaderne, men ikke for et Syns Skyld eller for at demonstrere, derimod for som en alvorlig Mand at lade sit Liv for, hvad han ansaa for Ret.
