99
Thomas Christensen.
Den sorte Spidskjole har vist endnu ikke dækket ret mange danske Bønders Rygge. Selv den Bonde, der færdes i Selskabslivet og endog har forsonet sig med hvide Handsker, krymper sig ved den sorte Kjole.
Det skulde være sært, om ikke Thomas Christensen ogsaa her hørte til Undtagelserne. Han ser nok ud til at have lapset sig med dette upraktiske Klædningsstykke. Thi grumme fin er Manden, altid klædt som Kavaler, altid soigneret, ja endogsaa — pomadiseret og „vikset”. Han ligner mere en fin „Skriver eller Forvalter” end en Bonde, og naar nysgjerrige Tilhørere i Folkethinget spørge om, hvem den sirlige lille Mand er, der vimser omkring og viser sin Stads frem, saa modtages altid Svaret: „en Bonde” med nogen Tvivl.
Og dog er han eller har været en virkelig Bonde, der har gaaet bag Ploven og drevet sin Gaard i Ebeltoftegnen.
Da han blev Rigsdagsmand, blev han fin paa det og ombyggede sin Gaardmandsstilling med Byggespekulantens herovre. Det havde vist i mange Henseender været bedre for ham, om han var bleven ved at være den ubekjendte Gaardejer paa Mols fremfor Politiker. Til den første Gjerning kan han mulig have været brugelig, til den sidste absolut ikke.
Thomas Christensen er nemlig en af de tarveligste Folkethingsmænd, vi have havt, og det vil dog sige noget.
I Begyndelsen af hans Rigsdagstid syntes han en Tid at vakle mellem de forskjellige Partier, og hans fine Tilbøjeligheder drog maaske hans Sympati nærmest over mod Højre; men den jydske Snuhed sejrede: han følte sig sikrere paa sin Valgkreds ved at udbytte de liflige Venstreteorier, blev saa „forenet” Venstremand og er nu „moderat”. Han spiller imidlertid slet ikke nogen Rolle paa Thinge, og den eneste Mærkepæl, hans elleveaarige Rigsdagsvirksomhed har afsat, var, at han glemte at møde og give sin Stemme den eneste Gang denne havde virkelig Betydning. Det faar den vist aldrig mere.
At han i sin Tid blev valgt ind i Thinget fra sin Hjemstavn er ikke mere mærkeligt, end at saa mange andre aandelige Smaamænd valgtes; men at man vedbliver at vælge ham, efter at han har forladt Egnen og har gjort sit for at henregnes til de Kjoleklædte, er mere forunderligt i Betragtning af hans Standsfællers Mistænksomhed ogsaa lige over for det Ydre.
