Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/118

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

De lakoniske Ritzauske Telegrammer havde for Slagelsevalgets Vedkommende den betegnende Vedføjelse: „Begejstret Bevægelse”, og blandt alle Højremænd i Landet modtoges Efterretningen med en Følelse, der fuldt Ud svarede til Vedføjelsen i Telegrammet. Fra mange Steder i Landet indløb der Lykønskningstelegrammer til Slagelse, og Højreredaktioner i Kjøbenhavn sendte en Tak og Lykønskning til Højrebladet i Slagelse: „Slagelseposten”.

Var det da en vældig politisk Stridsmand, der havde slaaet en vældig Modstander, siden der var saamegen Larm, eller var det en politisk Fremtoning, til hvilken der knyttedes store Forhaabninger, der var valgt, siden Jubelen var saa stor? Ingen af Delene. Det var en middelmaadig Politiker, en højst usympatetisk Personlighed, som var bleven ufordragelig for Højre, der blev slaaet af en sand Hædersmand, men en Mand, til hvem der ikke knyttede sig store politiske Forhaabninger. Det var mere af æstetiske end af politiske Grunde, man jublede.

Rektor Dahl, der bestyrer Realskolen i Slagelse, er en fintdannet og kundskabsrig Mand. Han er en stille Gransker, en Fredens Mand, for hvis sarte Natur det politiske Kampbulder ligger fjærnt, men som paa den anden Side var villig til at stille sig i Brechen, da Pligten og Æren kaldte ham.

Hans Tilbøjelighed var det vist nærmest at blive ved sin Skole og sin stille Syssel i Slagelse, men han følte det som en Pligt at se bort fra personlige Ønsker, da Medborgerne forlangte ham frem.

Der er noget mildt, noget ægte humant udbredt over den lille, alvorlige Mands Person, som gjør det vanskeligt at forstaa, at netop han blev udset til den hidsige Kamp. Men Forklaringen er den, at kun faa Mænd nyde en saa kvalificeret Agtelse som Dahl, og endnu færre ere saa almindelig afholdte, som han. Hans Skolebørn, disses Forældre, hans Medlærere og Enhver, der kom i nærmere Berøring med ham, bragte hans Ros ud i vide Kredse, og selv politiske Modstandere maatte i Ærefrygt bøje Hovedet for den uplettede Hædersmand. En saadan skudfri Mand maatte have særlige Chancer for sig, mente de ledende Højremænd, og de havde Ret: paa Dahl vilde alle Højremænd stemme.