Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

2

Christen Aaberg.

saa tiltalende ved denne Mand er hans varme Fædrelandssind, der aldrig giver sig noget skvaldrende Udtryk, men et desto mere inderligt og alvorligt. Han var i den første slesvigske Krig en af vore tapre Fædrelandsforsvarere og deltog med Hæder i Fredericiaslaget og i Frederiksstads heltemodige Forsvar.

Allerede tidlig vidste Beboerne i hans Hjemstavn at drage Nytte af hans gode Evner. Faa Aar efter Krigen valgtes han ind i Sogneraadet og blev to Aar senere dets Formand. Endnu den Dag idag er han Medlem af Sogneraadet. I 1861 valgtes han første Gang til Folkethinget for Lemvigkredsen og har siden uafbrudt repræsenteret denne Valgkreds baade i Rigsdagen og i Rigsraadet.

Før 1864 spillede han ikke nogen fremtrædende Rolle i Thinget, men saa kom Forfatningskampen, og Aaberg tog en Stilling, der skaffede ham Venstres Had, men som sikrede ham imod at være Deltager i de store Nederlag, mange af hans Standsfæller senere led. Oprindelig var Aaberg en Forsvarer af den uforandrede Junigrundlov, men hans sunde, praktiske Blik viste ham snart, at dens Gjennemførelse var umulig, og da man saa erfarede, at der dreves hemmelige Underhandlinger mellem J. A. Hansen og nogle Godsejere om Forandringer i Junigrundloven, sluttede Aaberg sig sammen med seks Standsfæller, og disse syv Bønder indtage derefter en selvstændig Stilling i Forfatningskampen. Herfor lagdes de voldsomt for Had af Venstre, der gav dem Spottenavnet: „De syv vise Bønder”.

Disse syv i Virkeligheden vise Bønder vare Aaberg, Niels Andersen, Lars Eriksen, H. M. Petersen, P. Pedersen, Cornelius Petersen og Knud Pedersen. Af disse sidde de to førstnævnte endnu i Folkethinget, medens Lars Eriksen og P. Pedersen ere gaaede over i Landsthinget. De tre Andre ere døde.

Efter Valgkampen sluttede Aaberg sig til det nydannede Mellemparti og støttede dette, indtil det sprængtes ved Valget den 25de April 1876. Aaberg hører efter sin Natur Mellempartiet til — og det gjør vel egentlig de fleste konservative Bønder — han er en Modstander af alle Yderligheder, og naar han desuagtet i Tidernes Løb er ført over i selve Højres Leir, saa skyldes det hans Kjærlighed til Fædreland og Frihed.