Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/176

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

166

Holstein-Ledreborg.

fører, og han bekæmpede som saadan med Heftighed og Iver den lille Ændring, Landsthinget havde tilladt sig lige over for Folkethingets Forslag. Imidlertid nærmede de 24 Timer sig deres Udløb, som Konseilspræsidenten havde givet Thinget, og en Overenskomst maatte træffes. Saa blev Landsthingsforslaget modtaget med en aldeles uvæsentlig Ændring, og nu var det atter Holstein, der skulde føre Ordet. Han forsvarede da med lige Dygtighed og Kraft det samme Forslag, han faa Timer før havde bekæmpet, og Situationen blev saa komisk, at baade han selv og hele Thinget uvilkaarlig brast i Latter. Her var Ord- og Talekunstneren ret paa sin Plads.

Den Tone, der hviler over Grevens Foredrag, er af en saadan Beskaffenhed, at man har mere end ondt ved at tro paa Oprigtigheden af selv hans mest alvorlige Udtalelser, og sligt skal nok i Længden ødelægge en Politiker. Dertil kommer en uimodstaaelig Trang hos ham til at gjøre lidt Grin, en Trang, der lægger sig for Dagen baade i Rigsdagssalen og i private Samtaler, hvor han ubarmhjærtigt, men vittigt og morsomt harcellerer endog sine nærmeste Meningsfæller. Saadanne Historier som den meget udbredte, at Greven paa „Morgenbladet”s Kontor omhyggelig undersøgte, hvorvidt han turde gaa i sin Opposition, uden at hans friherrelige Privilegier stod Fare for at lide noget Afbræk, skal just heller ikke tjene til at forøge hans Anseelse i Befolkningen.

Det er Grevens Alvor og Paalidelighed, der altid drages i Tvivl, og som har ødelagt hans hele Stilling, derimod ikke hans fremragende Evner. Disse anerkjende Alle, ihvorvel at det er utvivlsomt, at hans Veltalenhed ved en sjusket og skjødesløs Behandling er bleven mindre afrundet og mindre fin, end man i Begyndelsen havde Grund til at tro. Havde han plejet denne Evne, vilde hans Veltalenhed være bleven af en sjælden Art. Han taler naturligvis godt endnu, og han kan være bidende vittig. Det har baade Berg og Hørup mer end en Gang faaet at føle. Da Hørup havde lagt sig efter J. A. Hansens Dialekt, glædede Holstein sig over den gamle Bekjendt, som den „langelandske Dialekt” var for ham, men dog ikke mere, end naar han i en Marskandiserboutik saa en gammel Vens aflagte Bukser; han vilde da sige til sig selv: „Der er min gamle Vens Bukser”