169
Hummeluhr.
1879 var en mærkelig Valgdag, og disse to Valg hørte ikke til de mindst mærkelige.
„Hvem er Hummeluhr?” var det almindelige Spørgsmaal herovre. Man havde særlig bidt Mærke i ham paa Grund af det kuriøse Navn, som Folkevittigheden straks gjorde om til „Himmelur” eller „Uret”. Ja, Hummeluhr var kun kjendt i Aarhus Amt, og det endda lidt nok og kort nok, ti for faa Aar siden var han en ganske uomtalt Mand, men saa opfandtes han en glad Dag af Bjørnbak, der havde en afgjort Tilbøjelighed for aandelige Smaamænd. I alle Bjørnbaks Volter og Svingninger havde han faaet en lydig og kritikløs Følgesvend i Hr. Hummeluhr, og Sligt kunde Bjørnbaks Hjerte ikke modstaa. Nu bares Hummeluhrs Navn frem ved alle Lejligheder, og snart tronede han, som en af Bjørnbak opfunden Mand, i Aarhus Amtsraad.
Paa Bjørnbaks Tradition blev han udpeget til Niels Jensens Modkandidat, og uagtet — eller maaske netop fordi — han i allerhøjeste Grad var Jensen underlegen, slog han ham saa totalt paa Valgdagen, at Jensen endog veg for Kaaringen og ikke dristede sig til at forlange skriftlig Afstemning. Hummeluhr holdt altsaa sit Indtog paa Christiansborg Slot og sluttede sig straks til Berg, hvilket for en Bjørnbaks Følgesvend var saameget mærkeligere, som Berg og Bjørnbak næsten altid have havt modsatte Anskuelser og det netop om Bjørnbaks eneste konsekvente Standpunkt: Danmarks Forsvar eller rettere Forsvarsløshed. Sligt generer imidlertid ikke Hummeluhr; han har rigtignok udtalt, at han ikke lader sig „vriste en Tøddel” fra Bjørnbaks Program, men han svigter det dog hver Dag.
I Folkethinget er Hummeluhr ophøjet til Sekretær og indtager med morsom Værdighed sin Plads ved Formandens Side. Han, der iøvrigt nu hører til de „Udtraadte”, spiller naturligvis ellers ingen Rolle i Thinget, men tager dog jævnlig Ordet for med uimodstaaelig Vigtighed at lade Thinget vide sin vise Mening om den eller den Sag, en Opmærksomhed, Thinget slet ikke synes at skjønne paa, ti saa godt som Ingen hører efter, hvad han siger. Men det skal da ogsaa billigvis erkjendes, at han er næsten ligesaa vanskelig at høre, som at forstaa. Referenterne have forlængst opgivet ham.
