202
Ingerslev.
Mand end Bjørnbak selv, og dermed var det givet, at Valgkampen vilde blive baade haard og bitter. Ingerslev tog imidlertid rolig og besindig Kampen op og overlod den buldrende Del af Agitationen til sin Modkandidat.
Bjørnbak kjørte da op med sit groveste Skyts og understøttedes tildels af nogle uklare og kortsynede Grundtvigianere. Udfaldet imødesaas med megen Frygt og Spænding, og det var umuligt at sige, til hvilken Side Sejren vilde hælde. Bjørnbak synes at have været vis paa at sejre, og man vil endog vide, at der var givet Ordre til at holde et Fakkeltog og lignende Glædesdemonstrationer, der skulde modtage den hjemvendende Vibysejrherre, i Beredskab. Ved Kaaringen valgtes Bjørnbak, og under den skriftlige Afstemning skal Bevægelsen have været overordentlig. Fra Højres Side blev der udfoldet den mest levende Virksomhed for at kalde Byens Borgere til Stemmelisterne, og navnlig skal en enkelt velkjendt Mand derovre ved Denne som ved andre Lejligheder have lagt en forbavsende Energi for Dagen. Endelig var man færdig, og da i Mørkningen Udfaldet proklameredes og viste 1475 Stemmer for Ingerslev og 1416 for Bjørnbak, jublede Højre, medens Venstre harmfuld, forbitret og synlig skuffet modtog Efterretningen. Et Øjeblik saa det ud til, at Lidenskaberne skulde slaa ud i stygge Demonstrationer og hist og her hændte det vel ogsaa, men den rolige og besindige jydske Natur sejrede, og Valgdagen endte uden videre Ulemper.
Ingerslev kom ind paa Rigsdagen i en højst bevæget politisk Periode. Venstre søgte af al Magt at sætte sin Kraftpolitik igjennem og bekæmpedes med lige Heftighed af et meget stærkt Højremindretal i Folkethinget, af Landsthinget og af Regeringen. Resultatet er bekjendt nok. Ingerslev sluttede sig trofast til Folkethingets Højre, og hans Stilling var saa sikker og forud givet, at Ingen i denne Henseende kunde nære nogen Tvivl. Men nogen fremtrædende Rolle kom han ikke til at spille, og mangen Jyde har maaske undret sig over, at Ingerslev, der jo var en lokal Matador, paa Rigsdagen forsvandt i Mængden. Dette var imidlertid ganske naturligt; ogsaa Rigsdagsgjerningen kræver sin Skole, baade for at blive fortrolig med Sagerne, med Forretningsorden og Sædvaner og ikke mindst for at gjøre sig per-
