205
Juel.
begejstring, der overalt slog ham imøde. Da det hed: „Til Vaaben, Sønner, Landet har ej længer Fred”, greb ogsaa han Musketten og stillede sig frivillig i Fædrelandsforsvarernes Rækker. Han gjorde Felttoget i 1848 med og deltog i flere af Bataillerne.
Saa vendte han atter tilbage til sin Bog, kastede sig over det juridiske Studium og tog i 1857 Attestats med bedste Karakter; senere tog han ogsaa den slesvigske juridiske Eksamen. Han var derefter i nogle Aar i det slesvigske Ministerium, var en Tid konstitueret Herredsfoged i Slesvig og blev endelig Assessor i den slesvigske Overret, den saa kaldte Apellationsret.
I denne Stilling betraadte han første Gang den politiske Bane, idet han ved et Suppleringsvalg den 24de September 1863 valgtes til Medlem af Rigsraadets Landsthing. Saa kom den ulykkelige Krig, og Juel maatte følge de andre slesvigske Embedsmands Eksempel og drage til Danmark, fortrængt af en brutal Fjendemagt fra Embede og Virksomhed.
Juel deltog med Iver i de vigtige Rigsraadsforhandlinger, og skjøndt man allerede den Gang ikke ret vidste, hvor han stod, regnedes han dog nærmest til dem, der nu kaldes Højremænd. Som saadan stillede han sig da ogsaa til Rigsdagens Folkething den 7de Juni 1865 i Nakskov, hvor han med 883 Stemmer mod 207 slog Venstremanden, Gaardejer P. Skytte af Havnsø. Juel blev kun et Aar i Folkethinget, saa trak han sig tilbage. Hans Pension som forhenværende slesvigsk Embedsmand var for ringe til at leve af; han maatte bruge sin Tid og sine Evner for at betrygge Eksistensen, og han nedsatte sig da som Overretsprokurator i Hovedstaden. Han skal en Tid have havt godt at bestille og lovende Udsigter til at slaa sig i Vejret, men saa gjorde han et Kup, der i sin Tid vakte almindelig Opmærksomhed, og som bragte ham til at lægge mindre Vægt paa sin Sagførerpraksis.
Han og Kaptajn Nyholm gjorde den bekjendte Jærnbaneforretning med Etatsraad Tietgen om Kallundborgbanen, hvorved de paa et Bræt tjente en Formue, der for hver kan sættes lige med den højste Gevinst i Klasselotteriet. Denne Sag vakte i hine Dage overordentlig Opsigt herhjemme og var Gjenstand for en haard og skaanselsløs Kritik. Nu vilde man næppe
