Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/216

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

206

Juel.

dømme saa strængt; det var en dristig og meget vellykket Forretning, der bar Vidne om Mod, Dygtighed og Snildhed, men at den skulde være mindre honnet, er en ubevist Paastand, som vist nærmest skyldtes den efter vore Forhold usædvanlig store Indsats og Gevinst. Juel kjøbte sig en Ejendom lige udenfor Kjøbenhavn, og plejede nu sine forskjelligartede Interesser uden længere at lægge Kraft paa sin Sagførerforretning.

Den store Gevinst paaførte Juel „Guldfeberen”, denne farlige Sygdom, der er saa ødelæggende for mangen Eksistens. Han vilde hurtig være rig, og kastede sig ind i nye og dristige Foretagender af uberegneligt Omfang. Heldet fulgte ham ikke mere, og da Professor Frederiksen gik fallit, var Juel saa stærkt engageret i den fortvivlede Misère, at det saa ud som ganske umuligt for ham at frelse sig fra total Ruin. Under denne næsten haabløse Situation tabte han hverken Modet eller Hovedet. Han lagde en usædvanlig Sejghed, Opfindsomhed og Energi for Dagen for at holde det truende Sværd fra at falde, og omsider kronedes hans modige Anstrængelser med et lovende Udfald. Eksistensfaren er nu vist ovre, og Juel er atter begyndt sin Sagførergjerning med Kraft og nok ogsaa med lidt Vind i Sejlene.

Ogsaa under sine private Kalamiteter bevarede Juel sin Interesse for det politiske Liv, og han, der nu var sprunget helt over i Venstre, udsendte i Midten af Halvfjerdserne en meget velskreven, politisk Piece, hvori han fra et Venstrestandpunkt belyste Kronens og Rigsdagens indbyrdes Stilling. Den 25. April 1876 stillede han sig til Valg i Nørresundby paa et Venstreprogram og opnaaede over 900 St., medens Højres Kandidat kun fik 346. Ogsaa ved de sidste Valg sejrede han med et overvældende Stemmetal. Juel blev ved sin Gjenindtræden paa Rigsdagen Medlem af „det forenede Venstre”, der efter Splittelsen i 1875 atter havde samlet sig, og han skal navnlig en Tid have fungeret som juridisk Raadgiver. Man vil vide, at han bestemt fraraadede den ene af de bekjendte Rigsretssager, og han, der nok var opfordret til at være offentlig Anklager i Sagerne, vægrede sig derved, fordi man imod hans Raad besluttede sig til begge Sagers Anlæg, tildels dog