20
Simon Andersen.
udmærkede sig ved Tilsagn om ret at være kratzbørstig, hvis han blev valgt. Og „det Vidunderlige” skete, Andersen valgtes med Glans, endog med et Par hundrede Stemmers Overvægt.
Det vakte, da Efterretningen kom her til Kjøbenhavn, levende Overraskelse, og Andersen kan takke denne Overraskelse for, at Opmærksomheden fæstede sig skarpere paa ham, end den under andre Omstændigheder vilde have gjort ligeover for en Mand med hans Kvalifikationer. Som sagt, enten det nu skyldtes Overrumpling eller Mangel paa Sammenhold i Højre eller tilfældige Omstændigheder, saa var Kredsen Andersens. Han kom her til Kjøbenhavn, og man fik Manden at se.
Noget mærkeligt ved Mandens Ydre er der ikke. Han er en lille, tætsluttet Mand med et rart, ret aabent Ansigt og med en vis Energi Præget over sin Person. Han tog i Begyndelsen ikke Del i Forhandlingerne, men indskrænkede sig til at stemme blindt med det forenede Venstre, af hvilket Parti han naturligvis straks blev Medlem.
Da de store Sammenstød kom, kunde man af og til høre Andersen tale, og man fik ved at høre ham Indtrykket af megen opsparet Lidenskab, af gode Evner og af en jævn Færdighed i at føre Ordet. Særlig var han Forsvarsvæsenet paa Nakken, det var i hans Øjne rent Uvæsen. Det var jo paa Forsvarssagen, at Valget den 25. April stod, og da han nu engang havde svoret til Selvopgivelsens Fane, var han Mand for at holde sit Ord. Enhver Kanonbevilling betragtede han som et Slags Grundlovsindskrænkning, men da der til Held for ham kun bevilgedes faa Kanoner, blev Grundlovsindskrænkningerne ikke uudholdelige. En yderligere Opmærksomhed vakte han ved, endnu førend Spaltningen i Venstre var almindelig bekjendt, at melde sig Ud af Partiet. Man vil vide, at Grunden hertil var, dels at Venstre ikke vilde gaa ham vidt nok, dels et forstandigt Blik paa en nærforestaaende Spaltning og dels den noget selvstændige Mands Utilbøjelighed til at bøje sig for den strænge Partitugt. Nok er det, han gik først ud og viste Vejen for en hel Skare.
Ved Valget i Januar 1879 hed det sig, at Andersen vilde trække sig tilbage fra det politiske Liv. I Frederikshavn vilde han i ethvert Fald ikke stille sig, vistnok i Erkjendelse af, at
