373
Estrup.
Mængde Kredse, saa at det efter Venstres Sprængning blev relativt Flertal i Folketinget. I Begyndelsen af denne Rigsdagsperiode var Oppositionens Magt knækket, og foruden flere vigtigere Love paa forskjellige Omraader, gjennemførtes de to Forsvarslove. Det var ogsaa klart, at Venstre kun meget nødig gik til en ny Kamp paa Finantsloven.
Da gjorde Ministeriet et uheldigt Træk. Det forelagde omfattende Lønningslove og Udtog som en Følge deraf Dyrtidstillæget af Finantsloven. Saadant skulde man jo synes var meget naturligt; men med Kjendskab til hele Oppositionens Karakter var det ilde betænkt; ti det var klart, at Venstre vilde forhindre Lønningslovenes Fremme og betragte Udtagelsen af Dyrtidstillæget af Finantsloven som en Indrømmelse. Saaledes skete det da ogsaa. Lønningslovene bleve ikke fremmede, og da Regeringen saa vilde gjenoptage Dyrtidstillæget paa Finantsloven, modsatte man sig dette. Det var et Konfliktpunkt, men der kom to til. I den vedtagne Søværnslov var det fastsat, at Flaaden skulde tælle 12 større Kampskibe, et Tal, vi endnu langtfra have naaet, og Regeringen forlangte da Bevilling til et stort Panserskib efter en anerkjendt og prøvet Type, medens Venstre kun Vilde bevilge et mindre Skib af en uforsøgt Konstruktion; dette var det andet Konfliktspunkt. Det tredje var Universitetet. Her vilde Regeringen bevare status quo, indtil en af alle ønsket Lovordning af hele Forholdet havde fundet Sted, medens Venstre vilde forværre Stillingen ved en yderligere Opspisning af Universitetets Restformue. Omkring disse tre Hovedtvistepunkter grupperede sig en Række mindre, og da ingen Enighed var sandsynlig imellem Tingene, opløste Estrup tredje Gang Folketinget den 7de Maj 1881.
Valget den 24de Maj bragte ingen Forandring i Stillingen; kun mistede Højre 1 Stemme, og Rigsdagen traadte atter sammen. Nu kom det til et Fællesudvalg, hvor Landstinget og Regeringen gav helt efter paa 13 af 17 Tvistepunkter og paa de fire sidste gjorde store Indrømmelser; men Venstre vilde ikke gaa af Stedet. Derimod gik Partiet ind paa en midlertidig Finantslov af ubestemt Varighed. Estrup ansaa sig da moralsk forpligtet til paany at adspørge Vælgerne, og en ny Opløsning paafulgte.
