383
Fischer.
Han er uden al Tvivl en af vor Rigsdags dygtigste Polemikere. I Reglen er der en eller anden Modstander, der særlig irriterer ham, og han farer da ubarmhjærtig løs paa denne. I Folketinget havde han mangt et hvast Sammenstød med Alfred Hage, og i Landstinget har det navnlig været Jessen og Krieger, han har taget sig af. Man hører ham med Interesse og tildels Beundring, men ikke med Fornøjelse; thi det godmodige Lune, der noget kunde mildne den polemiske Braad, savner han ganske. Hans Stemme er spinkel og lidt tilsløret, men ætsende og passer fortrinlig til hans Kampmaade.
Han spillede altsaa en betydelig Rolle paa Rigsdagen, og var navnlig anset for en Avtoritet paa det finantsielle Omraade. Hans varme Tilslutning til Godsejerne lod vel formode, at disse ved Lejlighed vilde bruge en Dygtighed som Fischer, og det stod allerede for mange som en Mulighed, at den forhenværende Adjunkt gjærne kunde havne som Minister. Det vakte derfor heller ikke nogen videre Forundring, da man hørte Fischers Navn sat i Forbindelse med de mange Rygter om Estrups formodede Ministerliste, men de fleste havde nær tabt Næse og Mund af Forbavselse, da man erfarede, at Fischer var bleven — Kultusminister. Vel var han en gammel teologisk Kandidat, og vel var man vænnet til at se verdslige Mænd i Spidsen for vort Kirkeministerium; men man vidste ikke rettere end, at Fischer alene havde helliget Finantsvidenskaben sin Interesse, og man troede endog, at ban var en Modstander af vor Statskirke. Til denne sidste Betragtning var man ledet af et Skrift, han for mange Aar siden udgav, og hvori han drog tilfelts imod forskjellige af vore kirkelige Dogmer. Af den Grund var han anset for Fritænker, ja for Gudsfornægter. Dette sidste var dog en stor Fejltagelse og røbede et absolut Ukjendskab til det paagjældende Skrift. Her har han vel taget et Særstandpunkt ligeoverfor forskjellige af vor Kirkes Lærdomme, men han hævdede med Inderlighed og Styrke Guddomstilværelsen, og saa deri Menneskets eneste Haab. Mange Aar vare hengaaede siden dette Skrift saa Dagens Lys, og i Mellemtiden havde Fischer flere Gange taget Ordet for den nuværende Statskirkeordning; men det passede i det politiske Kram at anvende Be-
