384
Fischer.
tegnelsen „Fritænker” og „Gudsfornægter” paa Kultusministeren i Estrups Ministerium.
Det maa imidlertid indrømmes, at det var et dristigt Eksperiment, men det maa lige saa bestemt indrømmes, at det lykkedes fortræffelig. Fischer blev i flere Retninger en af de dygtigste Kultusministre, vi have havt, og navnlig viste han sig som en Administrator af sjælden høj Rang. Han skaffede en Orden tilveje i Kultusministeriet, som har været ukjendt i en Menneskealder. Ligesom han var Ministeriets dygtigste Taler, saaledes blev han ogsaa et indflydelsesrigt og betydningsfuldt Medlem af Kabinettet. Hans Karakterfasthed og Mod passede fortræffelig i denne Regering. Han tog med Lyst og Iver Kampen op med Venstre, og da han ikke kunde faa en Præstelønningslov, ordnede han Forholdet administrativt ved at beskære de store Embeder til Fordel for de smaa, en Foranstaltning, der først fremkaldte Venstres Raseri, men som Partiet nu lige saa nødigt vil af med igjen.
Imidlertid begyndte hans fordomsfri Natur at gjøre sig gjældende paa forskjellige Omraader; han syntes tilbøjelig til dristige Handeler med Oppositionen, og Landstinget begyndte at frygte den myndige og farlige Minister. Saa en smuk Dag, lige saa hurtigt og uventet, som han var kommen, fik han sin Afsked. Det var den 24de Avgust 1880. Ministeriet Estrup beredte atter her Verden en Overraskelse, og ihvorvel Skridtet bar Vidnesbyrd om Styrke, Resoluthed og Karakter hos Førsteministeren, saa er det dog vistnok endnu et stort Spørgsmaal, om det ikke var et Fejlgreb at ofre en saa dygtig og talentfuld Minister, der passede saa godt ind i Regeringen, for en maaske forbigaaende Stemning i Landstinget.
Siden sin Tilbagetræden har Fischer kun ladet høre lidet fra sig. Dog tog han en vellykket Dyst op med Krieger i Toldsagen, og ogsaa i den staaende Strid om Finantsloven har han ubetinget sluttet sig til Regeringen. Han er i det hele for stort anlagt til af smaalig Harme over sin Fortrængen at fornægte sit politiske Standpunk og kompromittere sin Fortid. Der er ingen Tvivl om, at han vedblivende er en god konservativ Mand, og man bør aldeles ikke lade sig paavirke af, at det samme Venstre, der slyngede Smædeordene „Fritænker” og
