387
Fonnesbech.
Han valgtes endog til Ordfører for Finantsudvalget, en Stilling, der den Gang var ganske anderledes hædrende, end den nu er, idet den gav Indehaveren et Stempel, hvorpaa der stod at læse: egnet til Finantsminister. Fonnesbech skilte sig med al Ære fra sit vanskelige Hverv, og det syntes, som om Lykken skulde vedblive at følge den unge Jægermester. I 1861 valgtes han til Rigsraadet og gjenvalgtes i 1864, og i 1862 vistes der Landmanden Fonnesbech den Honnør at give ham Præsidentværdigheden ved Landmandsforsamlingen i Odense. Ogsaa den Lykke havde han, i Tide at komme ud af sin højst farlige Mellempartistilling i Folketinget, hvorved han undgik det almindelige Nederlag, der senere blev dette Parti beredt, og som Fonnesbech næppe havde været Mand for at afvende.
Ogsaa i Grundlovskampens Begyndelse tog han en heldig Stilling, idet han var den første Godsejer, der markerede et Standpunkt, som senere beredte Vejen for en Overenskomst mellem de store og de smaa Bønder, hvilket sikkert medvirkede til, at den fra alle Sider velsete Fonnesbech fik Plads i det af Grev Frijs dannede Kabinet. Den 6te November 1865 realiseredes det Løfte, Ordførerposten for Finantsudvalget havde givet: Fonnesbech blev Finantsminister i fornævnte Ministerium.
Det var en vanskelig Opgave, Fonnesbech nu havde faaet, den nemlig, at ordne Landets Finantser efter den ulykkelige Krig og fyldestgjøre de Krav til Statskassen, denne og dens Følger stillede. Den lykkelige Haand forlod ham ikke, og han løfte med upaaklagelig Dygtighed sit vanskelige Hverv. Ministeriet i sin Helhed løste ogsaa sin: at gjennemføre Grundlovsforandringen, og da det træt af Magtens Byrde i 1870 trak sig tilbage, var Fonnesbech endnu rede til at lægge sine Skuldre til: han gik ind i Ministeriet Holstein som Indenrigsminister. I denne Stilling gjennemførte han navnlig en human Lov paa Arbejderomraadet og helligede ogsaa Jærnbaneudviklingen en varm Interesse.
Dog nu havde han naaet sin Lykkes Zenit. Han gjennemførte vel en Fæstelov i en fornuftig Skikkelse, men lagde sig derved ud med sine Standsfæller, og fra nu af saa disse ikke længere venlig paa Godsherren fra Vesterbygaard. Ogsaa de Nationalliberale begyndte at vise sig mindre venlige mod den
