391
Frijs-Frijsenborg.
tog han næsten aldrig Del i Forhandlingerne; han rejste sig ved Afstemningen, og saasnart Mødet var endt, forlod han ligesaa langsomt og ligesaa fornemt Salen.
En daglig Tilskuer vilde have set dette gjentage sig Dag ud og Dag ind igjennem Aaringer, men noget ydre Indtryk af, at det var Tingets betydeligste Medlem, vilde han umuligt kunne have faaet. Og dog var denne tavse, alvorlige Mand den samme, paa hvem Danmarks Øjne i kritiske Situationer mere end en Gang har været rettet med Haab og Længsel, dog var den Mand den samme, som Danmark skylder Tak for store Tjenester. Den statelige Mand var nemlig ingen mindre end Landets største Godsejer, den for sin Patriotisme, sit Højsind og sin Offerberedvillighed af alle anerkjendte Lensgreve Frijs til Frijsenborg.
Man vil nu ikke mere faa den smukke Skikkelse at se i Landstingssalen. Uventet og altfor tidlig slog den Meddelelse ned, at Grev Frijs havde nedlagt sit Mandat, og saa hemmelig var denne Beslutning taget og udført, at der i Ministeriet var truffet de fornødne Foranstaltninger til det nye Valgs Udskrivning samtidig med Mandatnedlæggelsen, uden at der var sivet det mindste lille Rygte ud til det nyfigne Publikum om denne Begivenhed. Denne Tilbagetræden var saare beklagelig, og enhver maatte fuldtud samstemme med de smukke Ord, hvormed Landstingets Formand ledsagede Meddelelsen om Mandatnedlæggelsen. Ti om end Grev Frijs kun tog meget ringe Del i det daglige Arbejde, saa forlenede alene hans Nærværelse Tinget paa den ene Side med en Avtoritet og sand Adel, som vel ikke gik bort med ham, men som dog formindskedes følelig, og paa den anden Side med den Tryghed, at man vidste, hvor han var, naar det paa en eller anden Maade gjaldt Fædrelandets Vel.
Grev Frijs tog just ikke tidlig Del i det politiske Liv; han hørte til de Godsejere, der holdt sig noget fornemt tilbage, og han kan vist ikke siges fri for i Begyndelsen at have set paa hele Frihedsudviklingen med nogen Uvilje. I ethvert Fald havde den reaktionære eller dog igjenholdende Retning, der i Pressen havde en saa talentfuld Talsmand i M. Goldschmidt, baade Tilhold og Støtte fra Grev Frijs. Men Frijs
