411
Jessen.
Embede forflyttedes han i 1859 til Borgmester og Byfoged i Horsens, hvilket Embede han endnu beklæder.
Jessen betraadte altsaa i en meget ung Alder — han var kun 29 Aar, da han blev fast ansat som Borgmester i Svendborg — Embedsvejen, og skyldtes det end for en stor Del Konneksioner, at han i en saa usædvanlig tidlig Alder fik Befordring, saa medvirkede dog ogsaa i en væsentlig Grad hertil, at han havde vist at være ikke blot et godt og livligt Hoved, men ogsaa en ualmindelig dygtig og virksom Mand. Sine Embeder har han da ogsaa bestridt paa en anerkjendt ærefuld Maade. Hans livlige Natur maatte naturlig tiltales af den politiske Gjerning, og han var i vor Friheds Morgenrøde meget frisindet, næsten demokratisk. Den 14. Juni 1858 stod han som en overordentlig liberal Mand paa Valgtribunen i Svendborg og søgte Valg til Folketinget. Den tidligere Repræsentant, Ploug, havde forladt Kredsen, og Jessen havde nu en Gaardmand N. Madsen til Modkandidat, hvem han besejrede med stor Lethed. I 1861 sejrede han ogsaa og ligeledes ved Valget til Rigsraadets Folketing i 1864, men ved Valget 3 Maaneder efter til Rigsdagens Folketing faldt han for Proprietær Mayntz. Aaret efter var der atter Valg til Rigsraadets Folketing og nu besejrede Høgsbro Jessen, der ikke længere ansaas for frisindet nok. Han var jo imidlertid bleven Borgmester i Horsens og stillede sig her under Grundlovskampen i 1866. Den 4. Juni besejrede han den bekjendte Gaardejer Jens Jørgensen med 1395 St. imod 1376, men ved Omvalget 4 Maaneder efter tilbageerobrede Jørgensen Kredsen, idet han da naaede 1391 St., medens Jessen kun fik 1310. Til Gjengjæld valgtes Jessen saa faa Dage efter ind i Landstinget, hvor han siden har havt Sæde.
Jessen spillede i Begyndelsen en ikke ringe Rolle i Folketinget; han tog med Liv og Lyst Del i Forhandlingerne, viste lig som en dygtig Taler og vandt navnlig folkelige Laurbær ved at bekæmpe de Nationalliberale. Alligevel vakte det stor Overraskelse, da den Horsens Borgmester og temmelig nybagte Politiker pludselig hævedes op paa Taburetten og blev Indenrigsminister i det af Rotwitt dannede saakaldte „Venstre”kabinet. Det var i det hele et saare mærkeligt Ministerium, baade ifølge
