426
A. F. Krieger.
Lethed bøjer Ordet sig for hans Tanke og hans Sprog er rent og formskønt. Vid, Lune og lette Sarkasmer afveksle i hans Foredrag med dybe, aandfulde Betragtninger, og mangen Udtalelse af blivende Værd er strømmet fra hans Læber. Hans Tale er rig paa Billeder, der ofte ere ligesaa smagfulde og træffende som korrekt gjennemførte. Alt i alt er han vistnok nu Rigsdagens største Taler, og der kan paa hans lange politiske Løbebane peges hen paa mange Taler af høj politisk Rang. Fra de senere Aaringer dvæler Mindet navnlig ved to store Taler, den ene, da han som Minister første Gang tog Kampen op med det nuværende Venstre og advarede imod at sætte alle Klude til, og den anden Gang, da han under Konfliktens Udvikling fra sin Landstingsplads i store, aandfulde Træk udviklede de sande konstitutionelle Teoriers Forhold til vor Grundlov særlig med de to Tings Stilling til hinanden for Øje. Venstres Øre er imidlertid døvt for alle slige Betragtninger.
Enhver maa erkjende, at Krieger er en udmærket Mand med glimrende Gaver, og det vil ses af det foregaaende, at han ogsaa nu og da har spillet en fremragende Rolle, men nogen egentlig Glans falder der ikke over ham, og han øver i ethvert Fald ikke den Indflydelse, som hans Evner berettigede til at vente. Hvori kan nu Grunden hertil søges? Ja, den maa vist søges dels i hans personlige Optræden og dels i hans Karakter. Han har et stødende Væsen og en kantet Fremtræden, han er Aandsaristokrat til Fingerspidserne og snærrende, gnaven og pirrelig at forhandle med. Der er ingen Tvivl om, at hans hele kantede Personlighed var en væsentlig Hindring for Overenskomst i Fællesudvalget i 1881, hvor han var Formand. Dernæst er han ikke nogen karakterstærk Mand, i ethvert Fald ikke nogen konsekvent. Han er nervøs, og det indvirker stærkt paa ham i tilspidsede Situationer. Det, han med Haardnakkethed, næsten med Fanatisme har kæmpet for det ene Aar, kan han, trættet af Kampen, helt opgive det næste. Saaledes gik det ham f. Eks. ligeoverfor Dyrtidstillæget. I 1881 var han ikke til at rokke; han afviste næsten med Haan enhver Tanke om, at Landstinget her kunde give yderligere efter; men i 1882 var under Forhold, der kun forsaavidt vare forandrede, som der var gaaet et Aar til hen, hans Stilling den stik modsatte,
