456
S. Pedersen.
færd ligeoverfor Kongen, optraadte S. Pedersen fra Højres Side og gjorde stor Lykke, saa Salen rungede af vedholdende Leveraab for „den brave Bonde”.
S. Pedersen er et meget godt og klart Hoved, og han har et mere ideelt Syn, end de allerfleste af hans Standsfæller. Der gærer i ham et stærkt Følelsesliv, som ved enhver Lejlighed gjør sig gjældende. Han er en glødende Fædrelandsven, en alvorlig og religiøs vakt Mand med stærkt udprægede humanistiske Grundsætninger. For Arbejderne og de smaa i Samfundet har han et aabent Øre og et aabent Hjærte, og han er stedse en varm Talsmand for deres Sag. Han er i det hele en prægtig Mand, men en noget blød poetisk Natur, der let drages hen. Vel er han en utvivlsom Højremand, men han er paa den anden Side Friheden oprigtig hengiven og vil gjøre alt for at skærme den. Derfor er han altid fredelig stemt og vil saa saare nødig med til en Kamp, der i mindste Maade kan komme til at anfægte vor Grundlov. Man vil derfor kunne forstaa, at han under den sidste Kamp paa Forhaand var stemt for Eftergivenhed fra Landstingets Side, og derved blev et saa svagt Højremedlem af Fællesudvalget. I sin ivrige Leden efter Overenskomstvilkaar, blev han Stiller af det uheldige Forslag om en Løsning af Universitetskonflikten ved et Laan, et Forslag, der i den Form, hvori det vedtoges, bragte Humbugen over paa Højres Side. Hans Optræden ved denne Lejlighed skaffede ham mange Modstandere og kan maaske koste ham hans Plads i Landstinget ved Valget til Efteraaret, hvilket vil være beklageligt; ti hans Motiv har jo kun været Troskab mod Grundloven. Han er meget velset i Landstinget, men hører, som sagt, ikke til Højres paalideligste Mænd og kan navnlig let besnæres af snedige Politikeres behændige og bestikkende Paavirkning. Kræver derfor Fremtiden staalsatte Højremænd i Landstinget, kan et saa beklageligt Offer som S. Pedersens Fald mulig blive nødvendigt eller dog forsvarligt.
