465
Carl Ploug.
taler han kort, og hans Sætninger fremkomme noget stødvist; men bliver han varm, kan der komme Flugt over hans Foredrag, og han kan da rive hen baade ved sin Glød og ved aandfulde poetiske Billeder. Han taler sig da selv saa bevæget, at han tit har vanskelig ved at faa Ordene frem, og navnlig er der i de senere Aar kommen en Nervøsitet over ham, der lader den dybe indre Bevægelse træde frem ogsaa, hvor den ydre Anledning er mindre iøjnefaldende.
Han er nemlig, hvad Folk i Reglen ikke tror, et udpræget Følelsesmenneske med et dybt og letrørt Gemyt. Man tænker sig gjerne Ploug som den haarde, barske Mand; baade hans hvasse Pen, hans lidt tvære og mutte Ansigtspræg, hans Stemme og hans Fremtræden tyde jo derpaa; men det er en stor Fejltagelse. Selv ynder han at give sig et hærdet Udtryk og omgjærder sig med en haard Skal; men indenfor Skallen er den blødeste Kjærne, det varmeste, mest modtagelige Hjærte. Kom til Ploug i et eller andet Anliggende, der berører et Hjærte eller en Trang, og hans barske Optræden vil maaske i Begyndelsen virke isnende, men rør ved hans Hjærte og anslaa lidt bløde Strenge, og Ploug er erobret, og saa forvandles, rigtignok lidt modstræbende, hans Muthed til den varmeste Deltagelse og Hjælpsomhed. Han har gjort godt som faa, og han har ydet sin Bistand som endnu færre.
I Politiken er han nu havnet ovre i Højre, fordi hans sunde Forstand har protesteret imod den Maade, paa hvilken Venstre vil udbytte Grundloven, men sit Frihedsideal er han bleven tro, og han har bevaret en virkelig og oprigtig Kjærlighed til vor frie Forfatning. Hans Nænsomhed ligeoverfor den bevægede ham sikkert nu fornylig til at række Haand til det for Landstinget saa tunge Forlig. Han kan være haard i Kampen, men selv hans bittreste Modstander kan komme langt med ham ved personlig og mere privat Forhandling. Godtroende, som han er, vil han helst tro det bedste; derfor er han saa tit blevet narret.
Ploug er en sjælden ædel Natur med et udpræget idealt Livssyn. Han er bleven sine Ungdomsidealer tro, trods alle Skuffelserne, og sværmer endnu den Dag idag for dem. Med sine Haab og sine Drømme har han levet og aander og, trods
