478
Rosenørn-Lehn.
Han er ofte en elskværdig Vært for dem, og hans Sprogfærdighed gjør ham til enhver Tid Forhandlingen let. Besindig, som han er, forsigtig og taktfuld stiller han sig vistnok reserveret under vigtige Forhandlinger, vover sig ikke længere frem end nødvendigt og lader sig ikke overliste eller henrive til ukloge Blottelser.
Af det Publikum, der har Berøringer med Udenrigsministeriet og af dettes Embedsmænd er han meget afholdt. Med Rigsdagen har han jo ikke stor Anledning til Berøring, og han taler kun ugjærne og ganske kort, men ogsaa her klarer han sig forstandig, forsvarer sit Budget upaaklagelig og tilbageviser med fornøden Styrke enhver uberettiget Indblanding. Ogsaa de faa Gange, han har givet Rigsdagen fortrolige Meddelelser om vor Udenrigspolitik, har han lagt den nødvendige Takt og Skønsomhed for Dagen. Et Vidnesbyrd om et godt Blik og et rask Initiativ gav han, da han pludselig til almindelig Overraskelse sendte Bille som vor Repræsentant til de forenede Stater i Nordamerika. Valget har alt vist sig godt, og dermed er det Brud paa den diplomatiske Tradition, man bebrejdede ham, fuldtud forsvaret.
Rosenørn-Lehn er en Mand med en god Forstand og et sundt Blik. Foruden ved sin personlige Gjerning gjør han Gavn ved den beredvillige Støtte, han af sin Formue yder almennyttige Foretagender. Han er i høj Grad elskværdig og retsindig, og han passer ved sin ridderlige Karakter og sin trofaste Kollegialitet godt ind i Ministeriet Estrup.
Han er meget agtet og afholdt af alle, og hans personlige Fremtræden er yderst velvillig og human, men Adelsmand er han, og det mærker man. Han hører til de gode Kræfter i Samfundet, til dem, der ere villige til at bringe Ofre for det heles Vel.
Rosenørn-Lehn fører ikke noget Liv, der svarer til hans Stand og Formue. Han lever stille og beskedent, fører ikke Hus, og gjør kun de Fester, hans Embede kræver. Hertil bidrager vistnok en noget sygelig Disposition og et noget melankolsk Temperament, men Hovedgrunden er dog rimeligvis den, at han, den store Godsherre, den rige Lensbesidder lever ugift. De herlige Besiddelser gaa nok i Arv til en Brodersøn.
