490
N. J. Termansen.
mere paa at være Opholdsstedet for en Lærd, end for en Bonde. Hans Sjæl er i en mærkelig Grad modtagelig for aandelig Paavirkning, og hans Hjærte banker i Takt med de Begivenheder, der i Øjeblikket fængsler ham. Han indsuger og optager Lærdommen i sig, og efter at have retledet den med en ikke ringe kritisk Gave, der veed at sondre Slakkerne fra Guldet, kommer hans sjældne Fortællergave, hans Varme og hans Begejstring til, der uimodstaaelig forplanter sig til Tilhørerne.
Hvad mener man om et Foredrag af en dansk Bonde f. Eks. om Korstogenes kulturhistoriske Indflydelse? Skulde man ikke synes, at dette dog var for dristig en Opgave? Men nej! ikke for Termansen. Med Videnskabsmænd og Professorer som lyttende Tilhørere har han i aandfulde, storstilede Træk løst Opgaven, saa at alle erkjendte, at det var lige saa fortrinligt som overraskende. Ved saadanne Lejligheder kommer der over ham — Bonden i Klædedragt, Manerer og Sprog — Aandens lysende Skær og forskønner yderligere det fine, ædle Hoved, der minder om en af Apostlene. Han er en glødende Patriot og ynder helst at dvæle ved og udmale nordiske Heltebedrifter. Med hvilken Begejstring og virkelig poetisk Kraft har han f. Eks. ikke tegnet Billedet af Læssøe? — Ja, han er i Sandhed en mærkelig Mand, og hvadenten han i Bondekofte gaar bag sin Plov paa Gammelby Marker, eller i Rigsdagen eller som Foredragsholder freder om den jyske Mundart og koketterer med Selvbetegnelsen „A”, saa er han noget andet og noget mere end en dansk Bonde, han er tillige en Aandens og Ideernes Mand med rige Kundskabs Frugter og med et adlet Syn. Han er den stille Forsknings kække, men bramfri Ridder, han er en Aandens Adelsmand i Kofteklæder, men han er ogsaa en Hjærtets Mand — en lykkelig Natur, der har faaet kostelige Vuggegaver.
Der findes Mænd, hvis Perfektibilitet strækker sig over alle de Omraader, de faa med at gjøre, saa at de altid og allevegne ere særlig dygtige. Til dem hører Termansen ikke. Han har kun sit ene, rigtignok vide Felt, men hvad der ligger der udenfor magter han ikke. Han skal være en daarlig Landmand, og han er ikke nogen dygtig Politiker. Han medbringer vel ogsaa her sine Evner, sine Kundskaber og sine Forudsætninger, men
