491
N. I Termansen.
hans ideale Syn passer ikke her til den materielle Virkelighed, og hans Modtagelighed for personlig Paavirkning, ofte af uheldig Art, gjør sig her stærkt gjældende. Hertil kommer en Mangel paa praktisk Sans, der hos ham er let forstaaelig, samt en underlig Uklarhed i Opfattelsen, der er mere mærkelig.
Han har siddet i Rigsdagen siden 1858, deraf de 20 Aar i Folketinget, de sidste 4 i Landstinget. I Folketinget repræsenterede han Ribe Amts fjerde Valgkreds — Bække — og hævdede i Begyndelsen fuldstændig uanfægtet sin Plads. I de senere Aar havde den yderlige Radikalisme faaet saamegen Magt i Kredsen, at Termansen ikke længere var til Behag, og navnlig den 25. April 1876 naaede den nuværende Folketingsmand Schelde saa nær ind paa Livet af ham, at hans Fald nu kun kunde anses for et Tidsspørgsmaal. Han blev dog forskaanet for den Tort at falde, idet han i 1878 valgtes ind i Landstinget.
I Folketinget svingede han meget om imellem Partierne; han var først Medlem af „Venstre Centrum”, senere af „det nationale Venstre”, derpaa af Mellempartiet, og, da det gik i Stykker, af Højre. Efter Valget i 1873, ved hvilket han afgjort kæmpede paa Højreprogrammet, sluttede han sig til Schiørrings Adresse, og svingede saa sammen med Schiørring, Steenstrup og Holstein-Ledreborg over i Venstre. Der blev han staaende, saalænge han var i Folketinget, og som Venstremand sidder han nu i Landstinget. Ingensinde har han dog været udpræget, hverken i den ene eller den anden Retning, og han har altid villet forhandle, altid været meget medgjørlig. Han var i sin sidste Folketingsperiode under stærk Paavirkning af Høgsbro.
Termansen talte ikke ofte, men altid saare forstandig og godt. Det var i Reglen enten et kirkeligt eller et humant Spørgsmaal, der kaldte ham frem med nogle ideale og smukke Betragtninger, og en Tid var han i Folketinget en varm Talsmand for Kvaksalverne. Han taler langsomt, overvejende og distinkt, hans Stemme er noget svag, men sympatetisk, hans Foredrag er smukt, og hans Sprog rent, men i udpræget jysk Mundart. Han tager sig ogsaa i Rigsdagen godt ud som Taler, og der er noget hyggeligt og tilforladeligt ved den fine, noget krumbøjede Skikkelse med de ædle Ansigtstræk og de drømmende
