514
Monrad.
sammen med Historikeren Allen, og denne, der iøvrig ogsaa var en meget flittig ung Mand, anvendte ofte List for at faa Monrad fra den overanstrængende Læsning. I Juli 1836 gik han op til Embedseksamen og var saa glimrende forberedt, at det straalende Udfald baade af Professorer og Medstuderende ansaas for givet. Da han havde hentet sit stolte Egregie, bragte Studenterne ham en jublende Hyldest i Universitetsgaarden, og man vil vide, at den den Gang beskedne, næsten undselige unge Mand blev helt forlegen og betaget af denne Ovation. Efter en Udenlandsrejse tog han atter fat paa sit stille og udholdende Granskerliv og erhvervede sig i 1838 den filosofiske Magistergrad. Han var allerede anset for en lærd og kundskabsrig Mand, og hans Interesse syntes alene helliget de boglige Sysler. Da tændtes der pludselig en anden Glød i hans Indre og den tog i lange Tider Magten fra Videnskaben. Han kastede Bøgerne bort og blev Politiker med hele sit Liv og sin Sjæl.
Frederik den Sjette var død, og Datidens unge liberale Brushoveder med Orla Lehmann, Ploug og Hage i Spidsen havde indbudt til et Møde i Hotel d'Angleterre for at drøfte Overrækkelsen af en Petition til Kristian den Ottende om en fri Forfatning. Monrad havde ingen Tanker for sligt; han var fordybet i et alvorligt, videnskabeligt Arbejde og var i den mørke Aften paa Vejen hjem for at fortsætte sine stille Studier. Da hørte han nogle livlige unge Mennesker, der i højrøstet og ivrig Samtale kom ned ad Gaden. Han gjenkjendte Frederik Barfods Stemme og spurgte denne, hvad der var i Vejen. Barfod fortalte om det Møde, de skulde til, og de unge Mennesker vilde absolut have Monrad med, men han vægrede sig haardnakket, og halvt med Magt trak de ham med ind i den tætpakkede Sal. Her flød der Varme, begejstrede og i højeste Grad veltalende Ord over Læberne, og Stemningen var netop paa Højden, da en ukjendt Røst nede i Forsamlingen forlangte Ordet. Det var Monrad. Hans Foredrag var stammende og hans Form langtfra saa glimrende som flere af de foregaaende Taleres; men i den Grad var der Varme, Indhold og dybe Tanker i hans Tale, at han elektriserede Forsamlingen, og Dagen efter var til det store Publikums Forbavselse den stilfærdige og lærde Magister valgt ind i den Komite, der skulde overbringe
