516
Monrad.
egentlige Arbejde, valgtes han straks efter Grundlovens Vedtagelse til Medlem af Folketinget. Den 4. Decbr. 1849 kaaredes han i Nykjøbing paa Falster og holdt paa en ganske kort Afbrydelse nær denne Kreds, indtil han i 1865 nedlagde sit Mandat. Han stod saa godt som altid ene paa Valgtribunen og valgtes stedse ved Kaaring.
I Folketinget spillede han straks en overordentlig fremragende Rolle, og han og Hall bleve hurtig de anerkjendte Førere for det mægtige narionalliberale Parti. Som saadan optog han den voldsomme Kamp imod Ministerierne Bluhme og Ørsted, og han havde Hovedandelen i de Skridt, der foretoges. Følgelig ramte Banstraalen ham ogsaa. Den 26. April 1854 blev han afskediget fra sit Bispeembede paa Grund af sin Opposition, men dette Martyrium forøgede kun hans Popularitet. Ministeriet Ørsted maatte kort efter bukke under for begge Tingenes energiske Modstand, og allerede den 1. April 1855 konstitueredes Monrad til Overdirektør for Almue- og Skolevæsenet i Danmark samt til Departementschef i Kultusministeriet. Den 1. Decbr. s. A. fik han fast Udnævnelse og udfoldede i denne Gjerning en udmærket og velsignelsesrig Virksomhed.
I Folketinget vedblev han at spille sin fremragende Rolle og valgtes den 8. Januar 1856 til Medlem af Rigsraadet efter Lov af 2. Oktbr. 1855. I 1858 blev han Direktør i Kultusministeriet, og samme Aar optoges han til Medlem af Akademiet for de skjønne Kunster. Aaret efter traadte han som Kultusminister ind i Halls Kabinet, og efter det korte Rotwittske Regimente blev det Monrad, der den 24. Februar 1860 dannede det nye Ministerium, hvor Hall atter blev Konsejlspræsident og Monrad Kultusminister samt midlertidig Indenrigsminister. Denne sidste Portefølje afgav han i September 1861 til Orla Lehmann, medens han selv beholdt Kultusministeriet, indtil Ministeriet, lige foran det truende Uvejr, den 24. Decbr. 1863 samlet indgav sin Dimission.
Her kommer nu et mørkt Punkt i Monrads politiske Liv. Ministeriet havde kun indgivet sin Dimission, for under den farefulde Situation at give Kongen frie Hænder til at vælge sig andre Raadgivere; men i fornødent Fald var Ministeriet beredt til at føre Kampen tilende, og dets Medlemmer havde lovet hin-
