517
Monrad.
anden trofast Sammenhold. Ja, man vil vide, at ved den sidste Sammenkomst tog Lehmann et højtideligt Løfte af samtlige Medlemmer om ikke at svigte hinanden, men at staa sammen enten det gik saa eller saa. Det vakte derfor en berettiget Overraskelse, da Monrad paa egen Haand dannede sit bekjendte Kabinet, der af Folkevittigheden døbtes „Millionministeriet”, fordi man mente, at Monrad var det eneste Ettal i det, medens de seks andre vare Nuller; men man maa rigtignok den Gang have været meget rig paa dygtige Mænd, siden saadanne Navne som Casse, Nutzhorn, Engelstoft, Simony, Lundby og Lütken og senere Quaade, Johannsen, Carlsen og Reich regnedes for Nuller.
Monrad tog naturligvis Styret i den mest patriotiske Hensigt. Han troede at skylde sit Fædreland det, og for dette Hensyn maatte alle andre vige. Han følte de stærke Kræfter i sig — Absalonnaturen — og han troede, at han kunde samle det danske Folk til en heroisk og fortvivlet Kamp.
Hans betydeligste Brøde var, at han tog Fejl heri; den første Slappelse i Folket skyldtes netop Ministerskiftet. Men han tog fat med god Fortrøstning og en ærlig Vilje. Han fulgte Kongen til Hæren og saa det store Drama blive indledet. Da kom for ham, som for alle, det knugende Slag med Dannevirkes Rømning, og her fik Monrad Brug for al sin Overlegenhed, al sin Selvbeherskelse og al sin Aandsnærværelse. I Jærnbanewaggonen udkastede han det bekjendte Manifest til det danske Folk, der begyndte med hine altsigende Ord: „Landet ligger aabent for Fjenden!” Han kom til Kjøbenhavn, og Raabet „Forræder” susede ham om Ørene. Aldrig har han maaske været større end den Gang; han knuste sin egen Sorg og Ængstelse og holdt en Forsvarstale i Rigsdagen for det skete, der i ægte Veltalenhed og storslaaet Effekt staar uopnaaet herhjemme. Han søgte at samle Folket til den store, haabløse Kamp, og han søgte at indgive det sit Mod og sin Fortrøstning, men Folket var knuget. Krigen gik sin sørgelige Gang, og det var nærmest Regjeringens Skyld, at Dybbøl blev holdt for længe, og at meget dyrebart Blod spildtes til ingen Nytte. Saa kom Londonnerkonferencen, men her greb han ikke til i rette Tid, eller
