518
Monrad.
det kunde maaske ikke lade sig gjøre. Vi opnaaede intet, og med Als' Fald var Danmarks Modstand brudt.
Den 11. Juli 1864 gik Ministeriet Monrad af og afløstes af Ministeriet Bluhme, hvis sørgelige Lod det blev at afslutte den ydmygende Fred. Nu var Monrads Mod knækket, hans Styrke brudt. Han blev vel en Tid herhjemme og passede sin Rigsdagsgjerning, men Luften blev ham for trang, han maatte ud under andre Omgivelser og i nye Forhold. Saa var det, at han foretog sin mærkelige Udvandring til Ny-Zeeland, hvor han levede over 3 Aar som Agerdyrker. Det er ofte bebrejdet Monrad, at han forlod sit Fædreland, netop da det havde bedst Brug for alle gode Kræfter, og der er noget rigtigt i denne Bebrejdelse, men paa den anden Side bør man ikke overse, at en Mand, der havde baaret et saadant Arbejde og et saadant Ansvar, samt havde lidt et saadant Nederlag, vel kunde trænge til at sunde sig paa en ekstraordinær Maade for atter at samle Kræfter til bedste for Fædrelandet.
Han vendte tilbage, men med Tvivl i Hjærtet om det Lands Fremtid, han elskede saa højt. Straks efter sin Hjemkomst holdt han de mærkelige, men alt andet end løftende Foredrag paa Universitetet, som ere kaldte „Drømmerier”. Det var en Række aandfulde og dybe Tanker, men fulde af Tvivl og af Mismod. De gjorde i Sandhed ikke Gavn. Saa skrev han under Mærket „D—d” en Række højst interessante og i en vis Forstand glimrende Artikler i „Berlingske Tidende”, men ogsaa her var Uklarheden og Raadvildheden fremherskende. Han blev derefter Præst i Brøndbyerne, og i 1871 paany Biskop over Lolland-Falsters Stift, men han higede dog stadig efter praktisk Politisk Virksomhed. I 1871 stillede han sig ved et Suppleringsvalg i Helsingør, men faldt for den højst ubetydelige Politiker, Konsul Ulstrup, og Aaret efter forsøgte han sig ved det ordinære Valg i Roeskilde, men bukkede ogsaa her under for en meget lille Mand, Ole Larsen af Rørbæk. I Helsingør var det Højre, der havde vraget Monrad, i Roeskilde var det Venstre. Intet af Partierne turde have med ham at gjøre; ti ingen vidste, hvad han vilde. Saa sad han i sin Bispegaard og udsendte Aar efter Aar de saakaldte „Politiske Breve”, der afhandlede Dagens Spørgsmaal, altid paa en aandfuld og original
