520
Monrad.
rette Ord end han, og næsten altid giver han sin Tanke et saare aandfuldt og træffende Udtryk. Han ynder at benytte Billeder, og han veed at træffe dem med en forunderlig Korrekthed og at gjennemføre dem paa det fineste. Han er en saare farlig Modstander, der maaske endog har sin største Styrke i Polemikken og vee den, han vil ødelægge; ti han har ogsaa Evnen til at bringe Latteren paa sin Side. Hans Argumenter komme i en ypperlig Orden, og naar han ret er oppe, kan man næsten se paa ham, hvorledes Tankerne vokse frem og arbejde sig op igjennem ham. Man har en Gang gjort den Bemærkning om Monrad, at han knuste ikke sin Modstander med en Kølle, han hakkede ham ihjel. Og der er tilmed noget underligt betagende over hans Foredrag, der uvilkaarlig fængsler og river med. Man synes, at naar han har talt, er Temaet udtømt, og det er et saare utaknemmeligt og vanskeligt Hverv at tage Kampen op efter ham.
Fra hans lange Rigsdagsliv har man mange Minder om saadanne Veltalenheds Sejre, baade under Kampen med Ministeriet Ørsted og senere som Minister. Mærkeligst og størst var maaske dog hans Tale efter Dannevirkes Fald. Og man mindes ogsaa hans polemiske Udfald, hvorledes han f. Eks. en Gang ved en fin Bemærkning ødelagde Reinhold Jensen. Det fortælles, at Monrad en Gang sad i Udvalg sammen med Grundtvig og Tscherning og altid maatte føre Kampen imod disse to Heroer. En Dag skal da Monrad have yttret, at det var en Glæde og en Ære at sidde i et Udvalg sammen med to saa store Aander, der kastede et funklende Lys over Forhandlingerne, rigtignok for derefter at lade Udvalget sidde i desto dybere Mørke; at de to Mænd Vare at ligne ved ildsprudende Bjerge, der kastede prægtige Flammer mod Himlen, men rigtignok ogsaa megen Røg og Aske, eller de vare som Fyrtaarne, der viste deres Landsmænd, at der, hvor de stod, skulde man vogte sig for at komme. Og man vil endvidere vide, at gamle Grundtvig, henholdende sig til det sidste Billede, gav det bidende Svar, at det var bedre at være Fyrtaarnet, der advarede Landsmænd mod den Grund, det stod paa, end en Lygtemand, der ledte dem ud i Mosen. Paa Tscherning havde Monrad en stor Indflydelse, og J. A. Hansen har ofte beklaget sig over, at,
