521
Monrad.
selv om Tscherning stod nok saa fast paa et Standpunkt, kunde Monrad paa en Spadseretur dog stedse bringe ham til at forandre det.
Monrad har bevaret sin sjældne Veltalenhed, men saa vidt man kan spare af hans Valgudtalelser, som da iøvrigt ogsaa af hans sidste Skriverier, er der kommet noget søgt og kunstlet ind i hans Stil. Aandfuldheden er der vel endnu, men den kommer ikke naturlig frem, og man faar Indtrykket af, at han nu jager efter pikante Billeder og Vendinger. Det mærkede man ikke tidligere.
Hvad vil den gamle Mand nu atter inde i Rigsdagen, han, der dog har meget at sætte overstyr og intet at vinde? Ja, det er vanskeligt at sige, og hans Valgudtalelser have ikke givet de fornødne Oplysninger. Han mener maaske at kunne værne Grundloven mod Anfægtelser fra alle Sider eller at kunne besværge det truende Uvejr. Han vil vistnok blive skuffet i begge Henseender. Hans Standpunkt er paa ingen Maade klart, og det, at han i sit sidste politiske Brev saa bestemt tog Ordet for Kjøbenhavns Befæstning, men senere paa Valgdagen syntes omstemt, tyder heller ikke paa stærkt befæstede Anskuelser eller nogen energisk Upaavirkelighed. Højre vil ikke blive skuffet; ti det nærer ingen Forventninger til ham; men de Radikale kunne let blive betydelig skuffede. Deres pludselige Begejstring for Monrad er i det hele ikke let at tyde, naar da ikke Tanken har været den, atter at lade Monrad figurere som Ettallet foran 6 Nuller. Han har jo havt en tilsvarende Dristighed og har den maaske endnu, men det gaar dog næppe mere. Den Illusion vil vistnok briste for Venstre — om det har en saadan —, at Monrad bliver den, der løfter Førerne op paa Taburetterne. Størst Skuffelse vil dog muligvis Monrad berede sig selv; ti Rigsdagen er nu en anden, end da han var der sidst. I gamle Dage kunde et veltalende Ord gjøre Udslaget; saaledes er det ikke længere, og selv et af Monrads mest gribende Foredrag vil nu let mødes af et brutalt Nej. Nutildags vinder Veltalenheden ikke en Stemme. Det Tidspunkt kan da let komme for Monrad, da han mærker, han intet kan udrette, og det at vide, at han ikke formaar nogetsomhelst, vil virke knugende paa en Natur som hans. Heller ikke er Selskabet nu saa velopdragent som i
