59
Bojsen.
smukt Minde, at man har let ved at tilgive de Ekstravaganser paa Politikens Omraade, den gamle Mand i de senere Aar har tilladt sig. Sønnerne, der nu bære Navnet frem: Folkethingsmanden, Højskoleforstanderen i Gjedved og den unge Redaktør af Venstrebladet i Horsens, have ikke et sligt Taknemlighedskrav at trække paa, og Dommen over dem bliver derfor ganske naturlig mindre hensynsfuld.
Folkethingsmand Frede Bojsen bærer paa en Gang Fredens og Krigens Attributer: han har foran sit Navn baade et „Candidatus theologiæ” og et „Løjtnant”. Hans Tilbøjeligheder gaa dog vistnok nærmest i krigerisk Retning, hvilket kan sluttes deraf, at han har været en af Førerne for det hensynsløse Krigsparti i Rigsdagen, og dels deraf, at han prætenderer Stillingen som Venstres sagkyndige Paa det landmilitære Omraade og har gjort sig særlig Anstrængelse for at hævde denne Prætention.
Om denne Sagkyndighed har der været rejst allehaande Tvivl, men selv tvivler han ikke paa den, og den Dristighed, hvormed han tager Kampen op mod de virkelige Fagmænd paa de store Tvistspørgsmaals Omraade, har kun sit Sidestykke i Holstein-Ledreborgs Oversagkundskab paa det maritime Omraade. Begge ere forlængst komne ud over alle Tvivlsmaal, som andre lærde ellers brydes med, de have deres grundmurede Mening, og den er naturligvis den ene rigtige. Skylden for denne Selvvurdering er dog ikke alene Bojsens, den skyldes for en Del Paavirkning udefra. Ikke blot have de virkelig sagkyndige i Rigsdagen taget alt for nænsomt paa den unge Mand, men ogsaa ovre i Lejren ved Hald har man i sin Tid drevet et skadeligt Spil med ham, idet gamle og unge Officerer lyttede til den spirende Politikers Ord, som om det var Visdomstale, og spurgte ham til Raads som et Orakel. Sagtens klarede han sig ligesom andre Orakler ved at give Svar, der kunde tydes paa alle Maader; men det er ikke til at undres over, at den unge Mand troede sig udrustet med særlige Evner i militær Retning, og da de Tider jo forlængst er forbi, da „Beskedenhed er en Ynglings skjønneste Dyd”, kan man vel forstaa, at han maatte have sit Lys i den højste Stage, at det ret kunde skinne over og for hele Landet.
