61
Bojsen.
Evner, og et tydeligere Vidnesbyrd om Partiets Mangel paa Kapaciteter kan ikke godt tænkes, end at Bojsen var og vistnok endnu er en af de Mænd, der stod øverst paa Venstres Ministerliste — en passende Illustration til J. A. Hansens storladne Udtalelse, baade paa Kongereduktionsmødet i Skanderborg og ved andre Lejligheder, om Venstres Overmaal af Evner til at styre Land og Rige. Thi flere tidligere Ministres Evner ganske ufortalt — til Bojsens Niveau er man dog næppe endnu naaet. Men hvem ved? Det kan maaske endnu komme.
I Venstre har imidlertid Manden Kurs, og han har været stærkt benyttet. En Anvendelse af ham har tit vakt Forbavselse, nemlig som Ordfører ved storpolitiske Turneringer. Thi Slagtaler i den Forstand, der ellers smagte Partiet, er Bojsen slet ikke. Han taler bredt, kjedelig og tungt; han bliver altid ensformig, gjentager sig atter og atter og er tilmed langt fra behændig. Venstre havde i sine Rækker ganske anderledes dygtige Talere, men de bleve skudte i anden Linie, medens Bojsen førte an.
Man har ment, at Valget af Bojsen skyldtes en stærkt rivaliserende Tilbøjelighed hos andre Ærgjerrigheder, der saa foretrak Bojsen frem for en farligere Rival, og den Betragtning er ogsaa gjort gjældende, at Valget skyldtes en Del moderate i Partiet, der antog Bojsen for mindst uhyggelig for Modstanderne. Hvad enten nu denne sidste Betragtning har været den afgjørende eller ikke, saa er den rigtig, og i saa Henseende var Valget godt nok. Af alle Venstremænd er der nemlig ingen, der nyder større personlig Sympati hos Modstanderne end Bojsen. Han er afholdt af mange af dem, agtet af dem alle.
Bojsen er en ren og pletfri Karakter, paa hvilken end ikke den hadefuldeste Modstander har kunnet sætte nogen Plet. Han er en nobel og rettænkende Personlighed med en i høj Grad sympatetisk Fremtræden. Bojsen tillægger man aldrig lave og egennyttige Motiver; man gaar altid ud fra, at Manden fuldt ud mener, hvad han siger, hvor meget man end kan forandre sig over og beklage det. Disse Egenskaber give ham ganske naturligt en moralsk Overvægt over mange i Partiet, og det er ganske sikkert ogsaa disse Egenskaber, der trods hans mindre
