69
H. Buch.
Disse fire Valg foregik ved Kaaring uden Modkandidater. Men allerede ved det følgende Valg den 23. September 1869 var Partisplittelsen trængt ind i Kredsen, og Spørgsmaalet Højre eller Venstre traadt i Forgrunden. Vel sejrede Raben over Venstremanden Lærer Lauritzen med betydelig Overvægt, men Deltagelsen i Valget var kun ringe og Interessen øjensynlig sløvet. Saa kom Valget den 20. September 1872, hvor Venstre første Gang fik Overtaget, og saa kastedes da ogsaa Raben af Venstremanden Buch. Nu var Kredsen fuldtud i Partilidenskabens Vold, og denne Lidenskab har siden helt behersket den og tilbagetrængt enhver højlydt patriotisk Løftelse.
Det var godt grebet og særlig paa rette Sted, da Lucianus Kofod ved et stormende Valgmøde tilhviskede Forsamlingen i denne Egn: Tys! lad os tale sagte, at ikke vore Brødre her ved Grændsen skulle høre og rødme over vore smaa Kjævlerier. — Slige gode Indfald i rette Tid og paa rette Sted ligge for Kofod, og heller ikke ved denne Lejlighed forfejlede den dybe, gribende Appel en vis, om end meget forbigaaende Virkning.
Det var altsaa den 20. September 1872, at Buch første Gang stod paa Valgtribunen, og han var den Gang en grumme tynd Politiker, uden at dermed skal være sagt, at han nu er synderlig habil. Han snakkede imidlertid rask væk som en Pokkers Karl. Saa var der en ondskabsfuld Interpellant, der vilde vide, hvorledes Kandidatens Standpunkt var ligeoverfor det brændende Spørgsmaal om Parlamentarismen. Dette intrikate Spørgsmaal generede; Hr. Buch blev lidt forvirret, stammede i det, men tog saa et kjækt Parti; han henstillede til Forsamlingen, om han som jævn Mand vel behøvede at kjende et saa fremmed Ord som Parlamentarisme, og Forsamlingen var fuldstændig enig med ham i, at det behøvede han aldeles ikke.
Og derved blev det. Allerede Aaret efter havde man en Opløsning af Folkethinget og den 14. November 1873 stod Buch atter paa Valgtribunen. Nu havde han lært helt vel, hvad Parlamentarisme var, og nu krammede han uopfordret al sin Lærdom ud for de lyttende Tilhørere, nu svor han paa at ville kæmpe for Parlamentarismen med Dødsforagt, og at ville ofre alt, Liv, Blod og Gods for Folkets hellige Sag, dets uomtvistelige Krav: Parlamentarismen. Kun et Aar og — hvor
