Spring til indhold

Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

78

Bønløkke.

Valg. Kredsens første Repræsentant var Pastor P. C. la Cour, der kun blev i en Samling og saa afløstes af Skolelærer Wad, Allerede Aaret efter fortrængte Toldinspekteur Müller Wad, men udtraadte Aaret efter og saa blev Fabrikejer M. Drewsen og derefter Pastor Bloch Kredsens Folkethingsmand. I 1858 valgtes den senere saa bekjendte og velansete Overlærer Kraiberg, der i sin treaarige Rigsdagsvirksomhed mærkeligt nok lod sig hvirvle ind i Venstres Elverdands, noget han senere bitterlig har fortrudt, da hans Øje oplodes for Hulheden og Fladheden i Venstres Færd. Efter ham kom Bønløkke, og han har siden repræsenteret Kredsen med Undtagelse af Samlingen 1864—66, da han fortrængtes af Proprietær C. Mourier-Petersen. Der har senere været gjort mange Forsøg paa at slaa Bønløkke, og Byen har Gang efter Gang stillet en Højremand op imod ham, saaledes to Gange Professor William Scharling, men Landet har hver Gang besejret Bykandidaten, om ogsaa denne af og til har kunnet samle et ret anseeligt Stemmetal.

Ved sidste Valg afholdt Byen sig for en stor Det fra at stemme, hvilket de idelige Nederlag og Bevidstheden om det Ørkesløse i at prøve Dysten vel kan forklare, men som alligevel maa betegnes som uklogt. Indtil videre sidder vistnok Bønløkke fast, og det er rimeligt, at Venstremanden Krabbes Forflyttelse til Grenaa, yderligere har stivet hans Chancer af.

Bønløkke har altid været Venstres Mand i Rigsdagen, og han sluttede sig naturligvis til „det forenede Venstre”, da dette Parti dannedes. Nu, efter Splittelsen, staar han i de Radikales Lejr, vistnok nærmere de vilde end de besindige i denne Fraktion. Thi Bønløkke er mærkelig nok blevet en fanatisk Politiker, han, der i sit Hjem og i sin Gjerning udenfor Rigsdagen er en mild, velvillig og besindig Natur.

Han er imidlertid en uklar og ikke videre begavet Personlighed, og dette i Forbindelse med lidt jydsk Stædighed og lidt Bondemistænksomhed kan maaske forklare, at han i Politiken efterhaanden har ladet sig drive over paa et saa yderligt Standpunkt. Han tager sjælden Ordet i Thinget og taler altid kort, ret flydende, men uden Sving. Man kan undertiden se ham tage et yderligere Særstandpunkt og forsvare det med Lidenskab.