Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

84

Balthazar Christensen.

Men jo mere Rækkerne forkyndes, desto mere samler Interessen sig om de Enkelte, der endnu bære Mindet ned til vore Dage om hine Tider, som synes os saa fjærne, fordi Udviklingen er gaaet med Jernbane og Telegraf. Man bøjer Hovedet med en vis Ærbødighed, naar Luften fra de faderlige Dage slaar os imøde, og man ser halvt nysgjerrig, halvt forundret paa en Mand, om hvem det hedder: „Han var i Ilden i Trediverne, han var med i Stænderne, han har været under Censur” osv. Er det nu tilmed en af Førerne fra hine Tider, som passerer os forbi, en af de Mænd, der lagde Felttogsplanen og var med til igjennem en Række af Kampe at føre den igjennem, saa stiger selvfølgelig Interessen.

En saadan Mand er den gamle Balthazar Christensen, Folkethingsmanden for Middelfartkredsen. Han kan snart se tilbage paa et halvhundredaars Felttog for, hvad han anser for Frihed, og han staar endnu, rynket og krumbøjet, som han er, med Gevær paa Skulder i Geleddet, dog nu mere til Staffage end til virkelig Nytte. Endnu, som i Frederik den Sjettes Dage er han Oppositionsmand, han har altid været det og vil vedblive at være det til sin Død, ja, han vilde være højst ulykkelig, om han ikke kunde være det. Aldrig med, altid imod, det har været hans Livsopgave, og denne Opgave har han virkelig løst ganske tilfredsstillende.

Nu er han gammel — henimod firsindstyve Aar —, men han er dog endnu ret livlig og aandsfrisk, og han tiltror sig sikkert endnu Kraft til at spille en politisk Rolle. Hans Tid er dog fornuftigvis nu forbi, og det har den ogsaa Lov til at være, ikke blot i Betragtning af hans Alder, men ogsaa af hans højst bevægede og virksomme Ungdoms- og Manddomsliv.

Balthazar Christensen er født i Randers 1802 og blev Student fra denne Byes Skole 1819. I 1829 blev han juridisk Kandidat med bedste Karakter saavel til den teoretiske som til den praktiske Prøve. Aaret efter fik han Ansættelse ved Forvaltningen af den danske Koloni paa Guineakysten og forblev i denne Stilling til 1832, da han vendte tilbage til Fædrelandet.

Det fortælles, at Christensen i sine unge Dage skal have havt sine Tilbøjeligheder og endog have aspireret til Kammerjunkertitelen, men det varede i al Fald ikke længe, inden han