Side:H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

88

Balthazar Christensen.

fik 334 Stemmer, men ved Opløsningsvalget den 14. November 1873 havde den gamle Frihedsmand den Sorg at lide et Nederlag ligeoverfor Gaardmand P. Pedersen af Sigerslevvester, der fik 936 Stemmer, medens den Gamle kun fik 757.

Nu skulde man jo synes, at Venstre maatte være beredt paa at gjøre alt for at aabne sine Rækker for en saa trofast Soldat, men det var ikke Tilfældet. Utak er jo Verdens Løn, og den veltjente Veteran fik en Tid Lov til at sidde hjemme, medens hans Hjærte og hans Sind var hos hans kæmpende Vaabenfæller paa Christiansborg Slot; men omsider gik Partiet dog i sig selv og aabnede den gamle Tambur en Plads i Middelfart, hvis Repræsentant havde besluttet sig til at udvandre.

Christensen valgtes altsaa i Middelfart og hævdede Pladsen ved Valgene i 1876 og 1879 uden store Anstrængelser. Paa sine gamle Dage synes han endelig at have faaet en Kreds, hvor han kan slaa sig til Ro, medens han tidligere i en ualmindelig Grad har maattet flakke omkring. Saalænge hans Kræfter nogenlunde ville staa ham bi, vil han og hans Valgkreds nok holde sammen, og det vilde ogsaa være Synd, om han yderligere skulde forulempes; lad ham nu være i Fred den korte Tid han kan have tilbage.

Balthazar Christensens lange politiske Liv har været rigt paa Begivenheder, Intriger, Kabaler og Manøvrer, men saare fattigt paa gode Resultater. Endnu den Dag i Dag kæmpes der for de samme forlorne Idealer, som han ofrede sine Kræfter i Manddomsdagene. Vel sandt, vi have faaet Friheden, som Christensen jo ogsaa kæmpede for, men den havde vi faaet ogsaa uden ham, og mange af Frihedens Bestemmelser have vi faaet trods ham. Men de særlige Formaal, han stillede sig, de staa for Størstedelen endnu uopnaaede.

Paa de store almindelige Omraader har Christensen ikke været betydelig nok til at øve nogen virkelig Indflydelse, og han har egentlig heller ikke havt synderlig Interesse derfor. Han tog smaa, divergerende Særstandpunkter, og paa dem manøvrerede han med al skikkelig Fiffighed.

Det er særlig en enkelt Stand, han har ofret alle sine Kræfter — Bondestanden. Man kunde fristes til at tro, at der for ham kun eksisterede denne ene Samfundsklasse, saa blind