Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/122

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

110

De galdegrønne og metalblå Indvoldsfarver vrimlede som Orme af Fjerene. Den usaltede Stank.

„Se, de ligner Perler,“ Crums blodstørknede Hånd løftede Sneppens opskårne Bug.

Hun så lige Helges Ansigt, ludende, med lyttende Øjne —

Da et andet Ansigt viste sig i Skumringen.

Hun udstødte en kort Gurglen, som et Skrig, hun kvalte.

Den stakkels Gale, hun skulde ikke tro, hun skræmte!

At hun var blevet gal, her i denne Stue, i denne Skov, hvem forstod ikke det?

Her — ja i Skoven, den vildene Skov.

„Da', Da',“ nikkede den Gale, hun listede frem, forsigtigt, på Skrå.

De lange Hænder korsedes slattent over den gråtærnede Kjole. Håret struttede snehvidt med Strå og Dun. Øjnene blinkede, fiffigt, med rullende Pupil. Den slappe Underlæbe labbede.

„Da', Da'.“

Jagtjunkeren løftede Hovedet. Hans lyseblå Øjne stod stille.

Riborg havde end ikke drejet sig. Som fasttryllet hang hendes Blik ude i Ildskæret gennem Skumringen og Granerne.

„Da', Da', jeg så et Ansigt før ude i Ildebranden.“

Hun sneg sig rundt om Eva, blinkende, de slatne Hænder krøb om Albuerne.

Hvor hun så ud! som havde hun ligget i Sengen med Klæderne på i mange Dage. Eller — nej, i Skoven, i