Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/129

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

117

Riborg stod på Tærsklen mod Udhusets Halmtag, som hin første Aften.

Eva mødte hendes Øjne. De lyste tomme som Vinterhimlen. Lugten af Mos og Fuglefjer og Mug vejredes mod hende i Havens Løvduft.

Glob vendte sit magre, hårtjavsede Hoved, og Eva præsenterede, med tør Stemme. Siger du ikke en Gang God Dag, når du kommer her i mit Hjem, så ænser jeg heller ikke dig.

Ænser — Eva smilte. Å jo, du kan tro! I den Vinterhimmels Tomhed skal han aldrig tabe sig selv og mig!

„Værsågod!“ Eva slog Døren op ind til Helges Værelse.

Globen rundede sin sorte Kugle foran Lampen.

Godsejeren gik lige imod den.

Ja, mod Kloden gik de alle. Kun Riborg og Helge vilde tabe sig i det tomme Rum.

„God Aften, Frue,“ Hannibal Gorm dukkede ud af sin Krog ved Bogskabet. Hans Uglerede af Hår struttede. De gamle Drengetræk smilte glad.

Glad, han — ja, som havde slettet sit Selv i den Anden.

Hun så uvilkårlig hen på Riborg.

Hun stod lænet mod Væggen, ved Helges Staffeli. De luftblå Øjne søgte under Pandens hvide Mur.

Hvem? Uden sig selv.

Og dog, hvorfor skulde hun strax ty hen til Helges Staffeli?

Evas Fingre krummede sig hårdt ind i Hånden. Søg ikke ham udenfor mig, ti i mig har jeg gemt ham!