Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/147

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

135

De to silkeklædte kravlede ned fra Kurvestolene, fægtende om sig med Ibenholtsstokkene.

Nej, nej, ikke Tale om, de vilde ikke op i den rødlakerede Vogn med Mulæslet for. Det Stykke derop — ikke Tale om — var det noget at gå?

I Stilheden hørtes Bølgernes Hvisken mellem Stenene og Bladenes vædetunge Dryppen.

Den vindueshullede Bygning deroppe grinte som et Dødningehoved fra de blodrøde Skove mod den lille Skare på Stranden.

Jødinden hvinede op i en ny Latter, viftende med de lilla Handsker.

„Gud, den lille Pavillon dér! den ligner grangivelig Pavillonen på Langelinjes Mole! Gud, hvor sødt!“

„Ja, ak Langelinie, Frøken,“ Jagtmand rystede smægtende på Hovedet, „nævn den ikke, væk ikke en Landflygtigs sovende Hjærte!“

De gik ad Sandvejen, der langsomt trak sig fra Bænk til Bænk imellem Graner og benhvide Birke, der skinnede i det mørkerøde Løv.

Mulæslet og Hjulene arbejdede bagved. Frøken Hein lo og snakkede. De to silkeklædte hivede og hagede sig fremad ved Hjælp af Stokkene og Sanatorietjenernes Arm.

Løvet sejlede ned om dem, hang fast i deres Hattes blå og røde Blomster, i det farvede Hår og vippede i en broget Dynge på Puklerne.

Frøken Heins Ansigt vendte sig, med Mundens og Øjnenes sorte Pletter i det Blå.

Jagtmands Finger pegede: