Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/160

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

148

Og én er Sandheden.“

O Sorg af Had!

Den unge Grosserer Gerson havde rejst sig, slank, diplomatklædt, med hvid Vest, med Rose i Knaphullet.

Hans Kniv klingrede mod Glasset.

„Mine Damer og Herrer!“ lungeløs gispede Stemmen gennem Snakkens og Servicets Summen og Klirren, „mine Damer og Herrer!“

Det suste og bølgede gennem Rækkerne:

„Gerson vil tale! Gerson vil tale! tys, tys! hør nu!“

„Mine Damer og Herrer,“ han rankede sin udtærede Skikkelse, med Hånden i Knomansjetten elegant støttet mod Dugen. „En højest glædelig — og sjælden Begivenhed er sket iblandt os: der er født et Barn.“

En Latter suste op, hidsig, vild som Luer:

„Hvad? hvem? hvis?“

„Jo,“ hans Øjne spillede feberblanke hen over alle de grådige Ansigter, „vor Mulhoppe har født et Barn, og Mulhoppen, mine Herskaber, er et helligt Dyr. Se Zachariæ 9.9. Nu er det Spørgsmålet: Hvad skal den nyfødte hedde? Mine Damer og Herrer,“ her hævede han bægge Arme for at neddæmpe det Brus af Navne, af Forslag der hvirvlede fra Bordene, „må jeg bede om Orden? Reglementet skal overholdes. Stemmesedler med Navneforslag og Navneunderskrifter vil være i Eftermiddag inden Klokken 8 at aflevere til vor elskværdige, nyankomne Gæst, Frøken Sara Hein, den nyfødtes nådige Gudmoder.“

Han bukkede, med Glasset i Hånden, dybt for Frøken Hein, der bøjede sig bagover i Stolen af Latter med