Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/166

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

154

før, glemmende, at hun sad her bag de grå Vande, glemmende denne sorte Skikkelse dér, der nu sugede Døden fra hvert hendes Træk og Lem, som hendes Beundrere fordum drak Livet af hendes Øjne og Lød.

Og Øens røde Skær over alle disse Ansigtet, alle disse Afgrundsvandrere —

Så da ingen af dem, at Riborg var kommet iblandt dem?

Derude, derude hang Evighedens Grå.

— Doktor Højen standsede pludselig og løftede Hånden.

Stemmerne sluktes i et Nu, rundtom, under Murene.

Alle Øjne fæstedes ved denne Hånd, som kunde den pege dem Vejen ud af den Ild, der brændte rundtom dem, der brændte inden i dem, Vejen til Fastlandet fra fordum, en Gang.

„Mine Damer og Herrer, nu er vor Fritid omme. Nu atter til vor Gerning!“

Gerning —

Helge var standset og så på dem, som de tavse, hurtige, uden at følges eller agte på hinanden, mellem hverandre løb op ad Trapperne, hver til sit, lydløse, smuttende ad de grå Trin som Biller.

I et Nu var de spredte, som havde de aldrig været samlet, aldrig kendt hinanden, men kun deres egen Sygdom, eget Løb efter Frelse.

Ene midt på den grusede Plads stod Højen, dukket og grå.

Helge var gået hen til Eva. Han lagde Hånden på Bænkens Rygstød.