Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/58

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

46

Navn hun end ikke kendte, randt hendes første Blodsdråbe. Gennem Hændelser, hvorom ingen mere vidste, af Mennesker, der havde skabt dem for hverandre, lette og knugende, bag de trange Mure, var hun i Blund leden frem til hin Aprilaften for fjorten År siden, da hendes Moder fødte hende under de alvidende Lofter — — —

Fru Inger rejste sig med et Suk, strøg Krøllerne fra sin Pande og knirkede i de højhælede Sko ud i Gangen. Lidt efter hørte Eva hendes Stemme og Latter inde fra Værtindens Stue — hun havde ikke mere kunnet bære Ensomheden her i den store, vinterskumrende, fremmede By.

Men Eva blev liggende ved Vinduets Træk, med rynkede Bryn.

Moder, at hun kunde det! kunde glemme Strand og — Fader! Stakkels Fader, ensom deroppe ved sin Gavlrude mellem Seletøj, Geværer og Slægtskister, ældgamle og vidtberejste. Hans magre Nakke med det tynde, røde Hår, hans krumme Ryg —.

Hvorfor stod han deroppe, altid, når han ikke var i Markerne eller gennemgik Regnskabet med Forvalteren?

Så sjælden han listede ind til Moder og hende. Og neppe mærkede de Trækken fra Døren, hvormed han kom, før Luften om dem trangedes, og de sad som i Hede og skottede til ham, om hans højskuldrede Skikkelse ikke skulde forsvinde dér fra Vinduets Lys, at det kunde skinne frit igen. Brat slap han Krogen, og lydigt listede Ryggen ud.

Altid kun hans Ryg og Nakke!

Havde han frosset dér ved sit Vindue, som Eva nu, med den sorte Rude derovre?