Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/68

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

56

„Tilgiv! tilgiv! tilgiv! jeg gør det for Kærligheds Skyld. Måtte du aldrig erfare det selv!“

Og Brevene derudefra, ustadige, med halve Års eller Dages Mellemrum, i Lykke, i Gråd, i Fortvivlelse.

Og Eva lærte det: Moder gjorde det for Kærligheds Skyld, måtte hun aldrig selv erfare det — — —

Den Kærlighed, som er uden Vilje og aldrig slipper sin Vilje, den Uselviskhed, der er Mordet og Selvmordet i Et.

For af hvert Brev læste hun det jo, af de lyksalige som af de fortvivlede: hun ejede ham bestandig ikke, så lidt som han ejede sig selv. Så viljestærk hendes Kærlighed var, så viljeløs hans, faldt snart på Lilje, snart på Nælde, uansvarlig som Duggen i sit Fald, men en Dug af Blod.

Og hvad blev vel så Moders Kærlighed for ham som for hende? Og hvad Faders for hende? En Lænke om den Andens Fod slæbtes den ad Veje uden Mål.

Moder, lille Barn — —

Og Eva tænkte på Lyset fra Haregårdens Ruder, når hun og Moder og han mellem de bladløse Popler kom kørende tilbage fra Restaurations- eller Teateraftener i København, der havde kostet dem Folkeløn og Kreaturfoder for næste Uge. Hun tænkte på de små og skimmelgrønne Stuer, hvor Resterne af Strands Bohave svulmede truende, og hvor man faldt over Fløjlsgardinerne og Moders Silkeslæb; hvor de dyre Vine syrnede, og de fine Cigarer blødtes, mens Omegnens Herregårdskareter stolt rullede forbi de faldefærdige Længer, og Møddingvandet, som eneste Gæst, steg helt op til Hovedtrappen.