Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

76

Som Elev? skulde hun komme dér daglig, skulde de sidde sammen i det, hun var udenfor, hun ikke brød sig om, som Helge sagde, og skabe sammen? Forleden Dag? hun havde set ham allerede én Gang —

„Tegner Frøken Crum da?“ spurgte Helge, hans Blik dvælede forskende på hende.

„Tegner? Ja lidt,“ hun trak en Rulle Papir ud af Muffen, „hvis Hr. Kolind vilde se; jeg har taget min sidste Tegning med, men — jeg har aldrig lært noget.“

Helge rullede Arket op, hurtigt, hans Bryn spændtes over Øjnene. Han så på hendes Tegning, hendes

Eva trådte pludselig et Skridt frem. Hun vilde med i det, tage sin Part af den Tegning, hun havde vel Ret —

Helge rakte den åben hen imod hende, han så atter op.

Det var jo Mosen! Mosen, hvor hun havde mødt ham. Det Vandblink dér, de store, optrækkende Skyer, de dukkende Enebær, det — det var jo helt som på Helges Tegninger!

„Ja Frøkenen kan jo tegne, det vigtigste, men —“

„Fra Barn har det været min eneste Vilje. Jeg vil være Dem taknemmelig, om De vil lære mig noget ordentligt,“ sagde hun, hendes luftige, blå Øjne svævede hen under Loftet.

Helge vippede lidt med Arket i Hånden.

„Frøkenen tænker ikke på at gå til en af Skolerne i København?“

„Nej,“ hun rystede på Hovedet, Hænderne gemte sig i Muffen, „jeg vilde ikke kunne undvære Skoven her, og Mosen.“