Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

79

ad den grønne Løber, bort fra den lille Stue, bort fra hende, ind i Barndommens Skove om Faderens Død, ind i de blodigtsorte Høstskove — — Skridtene listede, Råens Blod stank — —

Hun jog pludselig sammen.

„Helge, skal — skal I også tegne derinde?“

Borte fra Stuen, ene i Arbejdet og Skoven, da —

„Tegne dér? Å nej, en Kende Stregføring er jo alt, hvad jeg kan lære hende. Stien derind, må hun snarere vise mig. Og dog — Nej, nej, ingen uden en selv kan finde Stien derind, den vi alle må vandre.“

„Helge,“ hun rev Hænderne fra hinanden, hun spilte Øjnene op, „du må ikke, må ikke følge hende! ser du da ikke — hun — hilser mig ikke, hun lader, som jeg ikke findes —“

„Å, hun ser jo ingen.“

„Ingen? å, du kan tro, hun ser nok dig!“

„Men Eva —“ han standsede i et Ryk, „hvad er det dog med dig?“

„Å jeg — jeg —“ hun løftede Hænderne mod sin Mund, som brændt.

„Men Barn dog,“ han tog hende om Skulderen, „du har vist været altfor ene i Aften?“ hans brune Øjne smilte blødt.

Hun så op, med Tungen mod Tænderne. Forstod han det da ikke, hendes Had, hendes Frygt mod denne Fremmede? Fordi hun var Kvinde og var kommet her, i Stuen. — Å, han så hende end ikke, kun Skoven! Og — nej, nej, ikke et Ord! Kendte hun ham ikke? Hun var jo hans