Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

80

Hustru; der gaves ingen anden Kvinde, selvfølgelig! Nej men — men Skoven —

„Lille Eva, har du været for meget ene?“ hans Hånd klappede hende, Blikket søgte ind i hendes, ynksomt, som i Råens den Aften.

„Ene, Helge, å altid, altid,“ hun brast ud i hans Arme, i Gråd.

Alt det, hun så og han ikke! Ja, fik han ondt af hende, var han øm; men var hun glad, ænsede han hende ikke. Men hun vilde ikke græde sig til ham, hun vilde smile ham til sig! I Glæde, i Gud skulde de blive En!

„Helge, enten er du ude, eller også tegner du herhjemme, og jeg — jeg —“ hun hulkede ved hans Bryst; han havde set på den Fremmede, som nu på hende før, så — medvidende, som vidste de det sammen, hun var udenfor — undtagen når hun græd.

„Eva,“ hans Øjne gled lavt mod Døren, „du vidste jo, hvem jeg var. Jeg varede dig nok mod min Vej, den Aften,“ han gøs, som rørtes et Sår, „men du vilde dog med mig, du Kære, og nu fatter jeg slet ikke, du ikke altid har fulgt. Men, vil du mig, så må du også ville mine Tegninger, for de er mig. Havde jeg ikke kunnet forklare mig det ved at tegne, hvor tror du så, jeg kunde have båret de ensomme Timer i Gården i Nørregade eller i Sygeværelset derovre i Skovene, hvor kun det elektriske Lys brændte, og Varmeapparatet sydede, Vinteren igennem, når ikke de syges Hoste rullede gennem Bygningen fra Værelserne ovenpå eller nedenunder, og jeg standsede mit Blyant og lyttede og gættede, hvem det var. Når så Stilheden blinkede om mig påny fra den