Side:Harald Kidde - Den Anden.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

82

„Jamen Helge,“ hun klappede hans Pande med dirrende Hånd — Helge, dybt sårer du, at du er let at tilgive, „hvad søger du så i de Skove, hos Råen?“

„Å Eva, hvad jeg søger!“ han smilte fjærnt og sødt, „— Om Nætterne sov jeg kun lidt og tåget efter de lange Indendørsdage. — Jeg travede jo kun den ordinerede Tur ad Granstierne op til Pavillonen over Fjorden, imellem de andre, raskere Patienter — å du kan tro, vi var en stum, tungtfodet Skare! Vi så vist alle kun vor blågrønne Stue om os! ­— — Lagenerne og Tæppet var mig krassende tørre, jeg selv svedes hul af Voxværk og Nattemørket hvidprikkedes. Men jeg rystede af Kulde fra Vinduet, der jo slet ikke kunde lukkes, og åndede Duft derudefra af Mos og Muld, som lå jeg under åben Himmel, midt i Skoven. Jeg grublede og grublede over Fader og Moder og over mig selv, over os tre, som hørte sammen og derfor voldte hverandres Død. Fader tog Moders Liv for sin egen Skyld, men nu måtte han give sit for hendes. Og jeg — jeg havde taget bægges Liv, nu måtte jeg give mit for dem bægge. Lægen sagde: „Smittet af Fader og Moder“ men det var jo slet ikke derfor: det var, fordi vi tog fra hinanden, hvad der var hver isærs eget. Jeg stirrede hen over Tæppet, og jeg så det forvist: Menneskene tog hinandens Liv, når de blev flere end én. At både Fader og Moder og jeg selv skulde dø, var mig så helt selvfølgeligt, jeg vidste jo, hvad vi havde gjort. Selv om Fader var ængstelig for mig og undertiden spurgte Lægen, om det ikke var bedre, jeg kom herfra, så så jeg dog i hans Øjne, at også han mente, vi bægge måtte følge efter Moder. Jo, vi skulde til Moder, vi to.